Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Velo – Køretur fra Fredericia

14. september 2025

Fredericia rundt på Velo.
Vi mødes søndag den 14. september klokken 10:30 på Vejrmosegårds Alle 2, 7000 Fredericia.

Når vi har fået læsset af og tanket, sørger jeg for lidt brændstof til deltagerne, inden vi letter.
Den første etape er på knapt én kilometer. Vi skal nemlig besøge Jan Poulsen, som har lovet at vise os sin imponerende samling af Wooler knallerter.
Når vi har fået tørret øjnene, går turen videre gennem en bid af Taulov Dry Port, som er Danmarks største logistikcenter med – indtil videre – 300.000 kvm under tag.
Vi kører hastigt videre ind mod byen, gennem en del lysreguleringer, som måske kan drille lidt – husk et frisk tændrør. Efter banegården går turen videre ud mod raffinaderiet.
Her drejer vi mod øst og snupper et lille hjørne af det militære øvelsesterræn – hvis da ikke Troels Lund Poulsen har spærret det hele af.
Hidtil har der været lidt kedelige transportstrækninger, men det slutter nu. På den anden side af velhaverkvarteret kører vi ned på Hyby Strand og følger stien hele vejen ind mod Fredericia.
Ruten går bl.a. forbi Østerstrand, Kastellet, Olieterminalen, Gammel Havn, Trinitatis Kirke og op på toppen af Danmarks Bastion.
Her holder vi en lille pause, nyder udsigten og får en forfriskning.
Nu er vi oppe på Fredericia Vold, og vi fortsætter turen rundt om den gamle by, forbi Det Hvide Vandtårn og over Danmarks Port.
Vi tjekker lige kanonerne på Prinsessens Bastion, inden vi ruller ned til Den Tapre Landsoldat. Herfra går tur forbi de jødiske kirkegårde, og udenfor volden tager vi Strandvejen retur mod Snoghøj.
Jeg har fundet en rute, som hovedsageligt går ad cykelstier, så vi undgår de store lysreguleringer ved motorvejen.
Turen er på små 40 kilometer. Der vil forekomme strækninger uden asfalt, men jeg har bestræbt mig på at undgå stejle stigninger og modvind.
Hvis det er højt solskin vil der være mange fodgængere på Fredericia Vold, og her må man ikke køre på knallert – men vi kører jo også på cykel med hjælpemotor?!? Det går nok, når vi viser lidt respekt.
Jeg forventer, at vi er tilbage på Vejrmosegårds Alle omkring klokken 15:00. Her vil der være lidt forplejning i form af kaffe/kage etc. så I har lidt i maven til den lange tur nordpå.
Jeg kan regulere lidt på ruten afhængigt af tid, vejr, forsvarsministeren og ønsker fra deltagerne, f.eks. hvis nogen gerne vil op at nyde udsigten fra Den Gamle Lillebæltsbro.
Turen koster 50,- som betales på dagen. Jeg arbejder på at finde en ledsage-/afhentevogn, men ellers er bybusserne gratis, og jeg bor lige ved et stoppested.
Der er max 12 pladser og klubbens medlemmer har fortrinsret.
OBS. Ved varsel om heldagsregn eller andre naturkatastrofer KAN turen blive aflyst. Derfor, tjek lige facebookgruppen omkring klokken 08:00, inden du kører hjemmefra.
Tilmelding i opslaget eller på sms på 61778022
Vel mødt i Fredericia!
Peter Gejl

Detaljer

  • Dato: 14. september 2025

Sted

  • Vejrmosegårds Alle 2
  • Vejrmosegårds Alle 2
    Fredericia, 7000 Danmark
    + Google Maps