2026-08-27 - Træf hos Autoparts i Aars

2026-08-27 – Træf hos Autoparts i Aars

Så var det atter blevet tid til at udstille vores køretøjer ved Au2Parts i Aars. Det plejer at være en hyggelig eftermiddag, med mange gode tilbud. Da jeg desværre havde en lang arbejdsdag den dag, kom vi noget sent derover. Da vi kom, var der allerede kommet nogle, og nogle var også kørt igen, så det er svært at sige, hvor mange der havde været. Der var en del mennesker, der gik og kiggede på køretøjerne og på de mange udstillere/leverandører, for de havde nogle gode tilbud denne dag. Der var blandt andet Folke-Larsen med trykluftslanger, JBM med værktøj, Blåkläder med arbejdstøj og sikkerhedssko, og så var Bosch og Dinitrol der også. Der var også en leverandør, der havde nogle serviceapperater til bilindustrien. De kunne sættes på bilerne for at finde fejl eller tjekke aircondition i bilerne. Når man havde kigget på det hele, og gjort nogle gode handler med leverandørerne, så kunne man gå hen og få stillet sin sult. Der var nemlig en grillmester, der stod og grillede de gode store pølser med brød, og dertil kunne man få en øl eller sodavand. Der blev både handlet og snakket blandt de mange fremmødte, og især imens man stod og spiste de lækre pølser. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag. Tak til Au2Parts for det gode arrangement.

Anita Laursen