2026-08-09 - Køretur fra Top Karen

2026-08-09 – Køretur fra Top Karen

Det har været en tradition gennem flere år, at Erik og Vivian Eriksen fra Top Karens Hus i Rebild indbyder til veteranbiltræf med køretur den 2. søndag i August. I år var vi dog noget i tvivl, om traditionen kunne fortsætte, fordi Erik i foråret gik bort efter et sygdomsforløb. Mange spurgte til, om der blev arrangeret træf i år, så vi besluttede, at snakke med Vivian om det. En søndag eftermiddag i Maj tog vi derfor til veterankaffe i Rebild, hvor vi var så heldige, at Vivian var på arbejde. Vivian var med på at lade traditionen fortsætte, hvis Aalestrup Classic Bil & MC Klub (Ole) og NVMK (Verner) stadig ville stå for tilmelding og planlægning af køretur. Det var både Ole og Verner villige til, så indbydelse til træf blev lagt på hjemmesider og Facebook. Søndag den 9. August gik det så løs i Rebild. Vi samledes 56 veteranbiler og 1 veteranmotorcykel, i alt 109 personer, fra de 3 klubber Aalestrup Classic Bil & MC Klub, NVMK og MVVK. Der var lidt tid til at sparke dæk og udveksle lidt historier, inden vi fik lækre sandwich og en sodavand, som Vivian og hendes personale havde arrangeret til os. Derefter blev der ”fløjtet” til afgang, og deltagerne blev opfordret til, at trykke på tudehornet ved afgang til minde om Erik. Han elskede nemlig, hvis han kunne drille operafolket, som har ”træf” i Rebild samme dag, med noget spektakel fra veteranbiltræffet. Turen gik fra Rebild Bakker, forbi Rebildcentret og videre til Oplev, hvor vi gjorde et lille stop – både for at vise bilerne frem, men også for at have et ærinde, så ingen kunne brokke sig over vores gennemkørsel via Kridtbakken til Haverslevvej. Rebild Kommune har for øvrigt ophævet gennemkørselsforbuddet, men skiltene er endnu ikke fjernet, fordi der forhandles om vejbump, chikaner og hastighedsnedsættelse. Fra Kridtbakken gik turen videre til Årestrup, Ravnkilde og Nysum. Som noget nyt i år, gjorde vi isstop ved Vebbestrup Is. Det var populært, og selv om vi måtte stå i en lang kø, så gik det alligevel stærkt med at få os alle ekspederet, så vi kunne komme ud i solen, og nyde vores softice. På ruten stod der en del tilskuere, der gerne ville se og fotografere de fine gamle biler. Som en af deltagerne sagde: ”Det er lige før, det er Post Danmark Rundt 2”. De mange tilskuere skyldtes primært Oles arbejde med at finde Facebook grupper i de byer, vi kom igennem, hvor han kunne lægge et opslag om veteranbiltræffet og ruten for vores køretur. Vi fik at vide, at ikke alle var kommet helt samme vej til Vebbestrup, selvom det som sædvanlig var blevet sagt inden start på turen, at man skal holde øje med bilen bagved og stoppe, hvis den ikke er i syne, når vi skal over en vej, eller der skal drejes til højre eller venstre. Det er åbenbart svært at huske, men vi håber, at alle nåede frem til Vebbestrup og senere tilbage til Rebild. Heldigvis har vi en trofast bagtrop, der kører med hvert år, og som kan hjælpe ved nedbrud eller med at få bilerne tilbage på ruten. Efter at være blevet kølet lidt af i varmen med en lækker is, gik turen videre fra Vebbestrup mod Arden, og der fra mod Skørping, og til vores endemål i Rebild og Top Karens Hus, hvor kaffe, te og lækker æblekage var klar til os. Snakken gik som sædvanlig, men der blev i en lille pause overrakt vin og blomst til Vivian for at takke for endnu et vellykket træf med god forplejning. Vi håber på et gensyn til næste år.

Ole og Ulla, Støvring