2026-08-08 – Træf i Vognsild
I anledning af at idrætsforeningen i Vognsild havde 50 års jubilæum, var Aalestrup Classic Bil & MC Klub inviteret til at komme, og udstille vores køretøjer. Det var vi nogle stykker, der benyttede sig af. Da vi kom, fik vi udleveret en billet, så vi kunne få noget at spise. Vi fik parkeret, hilst på de andre, og så gik snakken ellers, som den plejer. Vi fik kigget på de forskellige køretøjer, og det endte da med, at det blev til 1 lastbil, 11 biler, 6 traktorer, 3 motorcykler og 5 knallerter. Så kom der en og sagde, at madvognen var klar med maden, når det passede os. Vi gik i samlet flok hen til vognen, og så blev der kø. Vi kunne vælge enten at få en pølse med brød eller en cheeseburger, og så kunne vi købe drikkevarer dertil, alt efter hvad man havde lyst til. Vi satte os og spiste på terrassen ved klubhuset, og det var rigtig hyggeligt. På et tidspunkt, kom der en og sagde, at der nu ville blive afholdt nogle konkurrencer nede på fodboldbanen, og vi måtte rigtig gerne komme og heppe på holdene. Det viste sig, at det var Vognsild mod Østrup. Der var både børn og voksne på begge hold, så det var meget spændende. De startede med sækkevæddeløb, og bagefter skulle de køre i slalom med en person i trillebør. Den der sad i trillebøren, skulle dirigere den der kørte, som havde bind for øjnene. Det gik faktisk ganske godt. Derefter skulle de have 2 personer fra begge hold, der var ca. lige store. De skulle være inde i hver sit dynebetræk, og der skulle de bytte trøje og bukser. Når man havde set, at de havde byttet, så skulle de bytte tilbage igen, og dem der var hurtigst vandt. Det var ret sjovt. Så blev det tid til væddeløb med en ballon imellem benene. De skulle hoppe ned og vende ved en kegle, og tabte man ballonen, så skulle man starte forfra. Det var svært, for ballonen ville glide fra dem, men det lykkedes alligevel at gennemføre. Næste konkurrence var ringridning, hvor de kørte i en trillebør. Den der sad i trillebøren, skulle forsøge at fange ringen, og det var svært. Det lykkedes ikke ret mange, at få ringen på pinden. Sidste konkurrence var tovtrækning, hvor det var Vognsild mod Østrup. De var rimelige jævnbyrdige, men det lykkedes dog alligevel Østrup at vinde til sidst. Så skulle de have en omgang, hvor det kun var børnene imod hinanden. Det var nogle sjove konkurrencer, og der blev rigtig heppet på de forskellige hold. Da det var overstået, fik vi at vide, at nu var der kaffe og kage oppe i klubhuset. Der var nok 10-12 forskellige kager at vælge imellem, og dem vi smagte var rigtig gode. Det var lækkert. Da vi havde fået kaffe og kage, begyndte de forskellige at køre, og så blev vi også enige om, at køre hjem. Det har været en rigtig hyggelig eftermiddag i solskin. Vi kommer gerne igen en anden gang.
Anita Laursen

























