2026-05-30 - 50cc Salling tur

2026-05-30 – 50cc Salling tur

Vi startede med kaffe i madpakkehuset på havnen i Hvalpsund. Næsten 50 knallerter, med følgebil, fyldte godt op på færgen Mary, som førte os over til det fede muld på Sallingsiden. Vi kørte til Roslev, og så deres bypark, og TOG turen videre mod Glyngøre ad banestien, som vi havde fået tilladelse til at køre på denne dag. I Durup mødte bagtroppen en stor flok Puch Maxier, der også var på tur denne dag. Efter at have set Fyrtårnet og Sallingpigen på havnen i Glyngøre, gik det videre til Pinenhus, hvor færgerne Pinen og Plagen sejlede før Sallingsundbroen blev bygget. Her indtog vi frokosten i hyggelige omgivelser, hvor der var læ for blæsten. Videre til Harrevig, hvor der er en flot badestrand, men denne dag blæste det lidt, og var overskyet. Hurtigt videre gennem Jebjerg, og så til Mogenstrup strand, hvor der pustes nyt liv i de 11 fiskehuse. Her har man også etableret en ny badebro, og et slæbested er på vej til de små fiskebåde. Efter at have fået alle mand op ad bakken, kørte vi til Thise, hvor vi fik softice lavet af Thise mælk hos Hansen is. Det var cirka dobbelt så dyrt som i Vebbestrup, og de var halvt så store, så vi reddede Let-Købs omsætning denne dag. Herefter tilbage til Sundsøre, og et smut med færgen hjem. Vi håber, at alle glæder sig til næste års tur.

Lau og Per