2026-05-20 – Besøg på Skive Kaserne
Onsdag den 20. Maj var klubben inviteret til besøg på Skive kaserne. Køreturen var egentlig en scootertur, men fordi der var ledige pladser, så blev biler og motorcykler også inviteret med. Da jeg jo bor i Skive, så havde jeg aftalt, at jeg hoppede på køreturen ved rundkørslen “Borgen” ved Højslev. Mens jeg ventede på, at scooterne skulle komme, kom der flere både alm. biler, som dyttede, og også et par veteranbiler, der dyttede. Jeg kunne godt se, at det var nogle fra klubben, men jeg havde jo aftalt, at jeg skulle køre med scooterne, så jeg ventede pænt på, at de skulle komme forbi. Kort efter kom der 2 scootere, hvor formanden var den foreste, og så fulgte jeg efter dem ud til kasernen. Det viste sig, at scootere, biler og motorcykler havde kørt forskellige veje, så derfor kom de ikke forbi i samlet flok. Vi parkerede først udenfor, mens vi ventede på motorcyklerne, som havde taget en lidt længere vej, og derfor ankom sidst. Da alle var samlet, blev vi guidet indenfor, og fik parkeret samlet. Her blev vi budt velkommen af Lars Thomsen Jensen, Jan Chrestensen og Jeff Lund, hvorefter de viste os indenfor. Her fortalte Lars lidt om Skive kaserne, hvordan de er organiseret, og hvad de laver. Lars er leder/værkfører på værkstedet, hvor Jan og Jeff arbejder. Der blev også fortalt lidt om, hvordan de arbejder, både til hverdag, når de er på øvelse, men også hvordan det ville foregå, hvis der var krig. Vi så også nogle videoklip af, hvordan maskinerne fungerer. Blandt andet hvordan man kunne rydde et spor for miner, og hvordan man byggede en bro over et vandløb eller en å. Vi så også et klip, hvor der blev slået verdensrekord i at bygge en 9,5 meter bro uden brug af maskiner. Det tog kun 3 minutter og 23 sekunder, før broen var bygget, og de kunne køre en Jeep over broen. Herefter var det tid til at kigge lidt på noget af det grej, og de køretøjer de havde. Snakken gik lystigt, og både Lars, Jan og Jeff havde travlt med at besvare spørgsmål hele aftenen. Herefter havde klubben medbragt kaffe og kage, som vi kunne få, mens vi snakkede videre. Aftenen sluttede med at dem, der var interesseret, kunne få en køretur i en Piranha PMV. Hanne Lund fik lov at stå i tårnet på den første køretur, og at dømme på hendes ansigtsudtryk efter turen, så havde det været noget af en oplevelse. Tak til Lars, Jan og Jeff, for at invitere os indenfor på kasernen, og fortælle lidt om hvad de laver. Det var meget spændende.
Kenneth Kristensen






























