2026-04-29 – BMW Club Danmark – Lindholm Collection
Denne historie er oprindeligt skrevet til BMW Club Danmark’s klubblad, men jeg tænkte at Aalestrup Classic Bil & MC Klubs medlemmer også kunne få fornøjelse af den.
Jeg har haft veteranbil siden Januar 2014, og det startede med en Tropical Turqoise Chevrolet BelAir med en 4,7 liter V8 fra 1957. Den havde jeg indtil Oktober 2020, hvor jeg byttede den med en gul Ford Mustang også med en 4,7 liter V8 fra 1967. Man kan sige meget om amerikanerbiler: De er flotte, de lyder godt, men gode køreegenskaber har de bare ikke. Jeg har været medlem af Aalestrup Classic Bil & MC Klub fra starten af, og deltaget i mange af klubbens køreture. Når vi er på køreture, er det meget på de små veje, med bakketoppe og mange sving og gennem skove. Det er dejligt at komme ud på de små veje og nyde naturen. Men jeg har indset, at det egner amerikanerbiler sig bare ikke til. De er bygget til at køre ligeud. I Juli 2025 byttede jeg derfor min gule Ford Mustang med en RoyalBlau/Kongeblå BMW 325i E30 Cabriolet fra 1987. Det er en helt anden oplevelse, for den bil kører jo som en gocart, og er virkelig bygget til at køre på små veje, gennem skarpe sving, og op og ned af bakker. Siden jeg byttede til BMWen, har jeg kørt meget mere end jeg plejer at gøre. Det er som om at E30eren, bare indbyder til, at man lige smutter en tur rundt i byen en hverdagsaften. Min hverdagsbil er også en BMW, men det er en af de elektriske, nemlig en Portimao Blue BMW i4 eDrive40 M-Sport fra 2023. Det er også et fantastisk køretøj. Med 2 blå BMWer i garagen, måtte det derfor være tid til at blive medlem af BMW Club Danmark, hvilket skete i August 2025. Som forholdsvis nyt klubmedlem i BMW Club Danmark, var det nu blevet tid til, at jeg skulle deltage i mit første arrangement i klubregi. Den 29. April var vi inviteret til et arrangement hos Lindholm Collection i Viborg, hvor Henrik Bollerslev ville fortælle om sin passion for BMW, og særligt for E30 modellen. Da det jo netop er en E30er jeg har, tog jeg turen til Viborg i E30eren. Der var fint vejr, så det foregik selvfølgelig med taget nede. Jeg tog de små veje til Viborg, og ankom ca. kl 17:15. Da jeg ankom, var der allerede ankommet en del, selvom det først startede kl 17:30. Jeg fik parkeret bilen, og gik lidt rundt, og kiggede på de andre biler. Jeg talte de fremmødte biler til omkring 35. Som sagt var det mit første arrangement i BMW Club Danmark, og jeg kendte derfor ingen. Skal jeg komme med et godt råd til klubben, så skal I være meget bedre, til at tage godt imod nye medlemmer, så de føler sig velkommen. Starten af arrangementet blev lidt forsinket, da ham der skulle komme med sandwich, var blevet lidt forsinket. Omkring kl 18 blev der budt velkommen og fortalt, at der var 57 tilmeldte til arrangementet. Det var flot, for der plejer vist kun at være omkring 20-25 til et arrangement. Herefter blev der udleveret sandwich, som klubben gav, og drikkevarer i form af sodavand eller vand, som Lindholm Collection gav. Da de fleste havde fået tygget af munden, begyndte Henrik Bollerslev at fortælle, og han fortalte lidt om sig selv og Lindholms historie. Henrik kalder sig selv for bilnørd, og har været vild med biler, siden han blev født. Han fortalte at pædagogerne i børnehaven på et tidspunkt ringede til hans forældre, og spurgte, om ikke han havde en bamse, han kunne sove til middag med, da han havde taget en modelbil med sig ind for at sove til middag. Henrik er opvokset tæt på hvor Lindholm biler ligger, og har altid tilbragt meget tid hos Lindholm. Han startede med at feje på værkstedet, men syntes at salgsafdelingen var meget mere interessant. Han lærte at køre bil som 10 årig, da han jo så kunne hente bilerne frem og montere prøveplader, når kunderne skulle ud og prøve dem. Den var nok ikke gået i dag, men i midten af 80erne, var det ikke noget problem. Det var også som 10 årig at Henrik solgte sin første bil. På et tidspunkt begyndte Henrik at være der alene hver anden søndag, og man syntes jo ikke, at det ville gå, at overlade en salgsafdeling til en 10-12 årig knægt, men det gjorde man altså, og det gik fint. Dengang var det ikke almindeligt at handle brugt bil i Viborg, det var som oftest Silkeborg, man kørte til. Derfor krævede det lidt ekstra at overtale kunderne, når de kiggede ind, mens de faktisk var på vej til Silkeborg. Henrik fortalte, at han altid har haft lidt autistiske træk, og havde læst, og kunne huske alle bilannoncerne i Jyllandsposten, når han mødte i salgsafdelingen kl. 10. Det var derfor forholdsvis let for ham at overbevise kunderne om, at det ikke kunne betale sig at køre til Silkeborg, da den bil de havde set der, sikkert var en lyseblå model, der havde kørt 5000 km mere, og var lidt dyrere. Eller så var det en, der havde kørt som politibil, og sådan en ville de vel ikke have? Det var en kæmpe fordel for ham, at han kunne huske annoncerne, og som oftest endte det med en handel. Henrik kører også noget motorsport, og fortalte lidt om hvilke biler og klasser, han havde kørt i. Han fortalte også, at han er en af bagmændene bag Classic Race Viborg, og lidt om, hvor meget det kræver at få sådan et arrangement til at lykkedes. Han fortalte også om Lindholm Collection, som er den del af Lindholm biler, der handler med special og klassiske biler. Det var her, vi var samlet til aftenens arrangement, og også her at Henrik primært opholder sig, da han brænder for de gamle biler. Han fortalte også, at Lindholm biler sælger omkring 3900 biler om året, hvilket er over 10 biler om dagen. Til slut fortalte han lidt om sin passion for BMWer. Han fortalte, at der var kommet en kunde ind, som ville have en rød E30 Cabriolet, og det var vigtigt, at den var rød. Da han spurgte, hvorfor det lige skulle være sådan en, og hvorfor den absolut skulle være rød, så sagde kunden: Kan du huske, der var en TV-serie, der hed “Beverly Hills 90210”? Jo, det kunne Henrik godt huske, hvortil kunden sagde: Der var en pige, der hed Kelly med i den serie, og hun kørte i en rød E30 cabriolet, og hun var egentlig meget lækker, så derfor skulle det være sådan en bil. Da Henrik havde snakket i ca en times tid, var det tid til spørgsmål. Herefter var der mulighed for at gå rundt, og kigge på de mange udstillede biler, og få en snak med nogle af de ansatte, eller nogle af de andre, der deltog i arrangementet. Efter yderligere en times tid, var det tid til at tage afsked og drage hjemad. Denne gang ad de store veje, og halvvejs hjemme måtte jeg holde ind og slå taget op, da det blev for koldt at køre med taget nede. Tak til Henrik Bollerslev og Lindholm Collection for at åbne dørene for os, og for en god, interessant og underholdende fortælling om hvordan det hele startede.
Mvh
Kenneth Kristensen, Skive
Medlemsnummer: 6781















































