2026-04-02 – Åbning af iskiosken i Hvalpsund
Skærtorsdag den 2. April var der en åben invitation til at mødes på rastepladsen uden for Hvalpsund kl. 12.00. Det var der mange, der tog imod. Der var både knallerter, motorcykler og biler. Vejret var fint på vej til rastepladsen, men netop som vi startede med kurs mod havnen, begyndte det at småregne lidt. Det var ikke meget, men nok til, at det desværre blev en kold fornøjelse, at være på havnen. Trods vejret, var der rigtig mange, der mødte op til denne tradition Skærtorsdag i Hvalpsund. Der var naturligvis langt flest motorcykler, men der var også mange biler. Det er utrolig så meget vejret svinger fra år til år. Jeg kan huske et år, hvor vi gik rundt i shorts og t-shirt, og andre år har der været frost og salt på vejene, så vi har aflyst. I år var tilsyneladende en mellemting. Nå, vejret kan vi jo ikke gøre så meget ved, men vi kan klæde os på efter det. Det så det også ud til, at de fleste havde gjort, og vi fik alligevel en god tur ud af det, og vi fik taget hul på køresæsonen.
Henrik Bygholm




