2026-01-14 – Klubaften med besøg hos Aalestrup RC
Onsdag den 14. Januar blev der afholdt klubaften, og der var et besøg hos Aalestrup RC på programmet. Vi var ca. 30 personer, der mødtes i klubhuset, og efter en kop kaffe og en kort snak, fulgtes vi ad på gåturen op til Aalestrup RC. De holder til i den bygning, der tidligere har været Fakta butik. Aalestrup RC er en klub for folk med interesse i fjernstyrede biler. RC står for Remote Controlled > Fjernstyret. Klubben holdt ekstraordinært åbent for os, så vi kunne komme forbi og se hvad de laver. Det var pænt gjort af dem. Da vi var blevet lukket ind og budt velkommen, fortalte formanden Niels Poulsen lidt om klubben. Aalestrup RC er en lille klub for både børn, unge og voksne. Nogen kommer for en sodavand, andre for at få en snak, og så er der dem, der er nysgerrige på hvad radiostyrede biler er. På den store indendørs tæppe-bane køres der med tæpperacere i skala 1:10. Der laves primært aktiviteter for børn, men alle må deltage. Nogle har aldrig kørt med en radiostyret bil før, så dem bliver der taget hånd om, og de bliver hjulpet igang. Nogle vælger at komme og “bare” køre i deres egen lille verden, mens andre gerne vil køre konkurrencekørsel. Der er plads til begge dele. En gang om måneden køres der konkurrence i klubben, og præmien er typisk en pose slik eller lignende. Klubben har også afholdt en stor konkurrence, som var det første løb af en serie på seks. Der var 75 deltagere fra hele Danmark, Norge og Sverige. Klubben er en ud af tre klubber i Danmark, der har egne faciliteter. Andre klubber lejer sig ind i f.eks. en hal, og stiller deres bane op hver gang de skal køre. Her har de banen til at stå klar hele tiden. Klubben har p.t. 31 medlemmer, hvoraf 12 er børn. Kontingent er 600 kr/år for barn under 16 og 800 kr/år for voksne. Klubben har også et tælle system. Det er et system fra ZRound med Robotronic modtagere. Der går ofte sport i, hvem der er hurtigst, eller hvem, der kan køre flest omgange på en time. Bane rekorden er 159 omgange på to timer inklusiv pitstop for nye batterier osv. Efter introduktionen til klubben, var der nogle, der kørte lidt på banen. Det var meget sjovt at se på, og hold op de kunne køre stærkt. Det mest overraskende var nok accelerationen på de små biler. Man kunne også se, at de kæmpede noget med at styre bilerne, for ofte blev svingene taget lidt for skarpt, så de kørte op over banderne. Efter en god times tid, gik vi tilbage til klubben, hvor vi fik kaffe, kage og æbleskiver. Mange tak til Aalestrup RC for at vi måtte komme på besøg.
Kenneth Kristensen






















