2025-12-10 - Julefrokost

2025-12-10 – Julefrokost

Onsdag den 10. December blev klubbens julefrokost afholdt. Der var omkring 65 personer tilmeldt, men på grund af et par sygemeldinger havnede vi på ca. 60 personer. Julefrokosten startede egentlig kl. 18:00, men allerede kl. ca. 17:30 var de fleste på plads. Lidt over 18, bød formanden velkommen, og sagde, at maden lige straks var klar.

Menuen stod på:
* Marinerede sild med æg og karrysalat.
* Fiskefilet med remoulade og citron.
* Hamburgryg med grønlangkål og brunede kartofler.
* Flæskesteg med rødkål.
* Risalamande med kirsebærsovs.

Sild, æg og karrysalat blev serveret ved bordene, mens vi selv måtte hente de resterende retter, ved bordet i det lille lokale. Da vi var færdige med at spise, var det tid til pakkespillet. Alle deltagere medbringer en lille gave, som lægges inde i hyggestuen, og når man har slået en sekser, så må man gå derind, og hente en pakke. Der blev spillet med to terninger i hvert bæger, så der gik ikke lang tid, før der var en kæmpe kø, for at komme ud, og hente en pakke i hyggestuen. Efter kort tid var hyggestuen tømt for pakker, og så gik den vilde jagt. Der var nogen af de store pakker, der var meget eftertragtede, så de skiftede hænder mange gange, mens de mindre pakker kunne leve en mere anonym tilværelse, og få lov at ligge i lidt længere tid, inden der var nogen, der tog dem. Efter en 10-20 minutters tid, ringede klokken, og spillet var slut, og man kunne pakke gaverne op. Der var en del kaos, mens spillet stod på, men det var nu meget sjovt. Herefter var det tid til at få trukket vinderen af gavekurven for historier til klubbladet. Der var i årets løb skrevet hele 72 historier fordelt på 13 personer. Redaktøren havde på forhånd lavet sedler med navne på deltagerne, og efter at sedlerne og den medbragte pose var checket, blev sedlerne lagt i posen, og kassereren trak vinderen. Det blev Kenneth Kristensen (Redaktøren), der vandt for historien om “Veterandag på SKOV” (Redaktørens arbejdsplads). Formanden måtte tilstå, at han desværre havde glemt at afhente kurven i Brugsen, så han lovede at levere den, på et senere tidspunkt. Nogle dage senere blev kurven afleveret til undertegnede. Herefter var der tid til kaffe/te, småkager og lidt julegodter, inden deltagerne begyndte at tage hjem, efter en rigtig hyggelig aften.

Kenneth Kristensen