2025-10-12 - 50cc Løvfaldstur

2025-10-12 – 50cc Løvfaldstur

Omkring 70 knallerter, lige så mange glade og forventningsfulde chauffører, og et perfekt efterårs vejr! Hvad mere kan man ønske sig som afslutningstur med knallerterne? Vi startede med kaffe og rundstykker i klubhuset. Turen gik igen til Hjarbæk havn langs Himmerlandsstien. Himmerlandsstien er fantastisk flot, når den er klædt i efterårsfarverne. Gyldne træer, de første af faldne blade, der dækker jorden, og så en gang høj sol. Så bliver det ikke meget pænere. Himmerlandstien er en af mine yndlingsruter, og jeg glæder mig hver gang, vi kører på den. Himmerlandsstien, det er lidt uforståeligt, i Vesthimmerlands kommune, må vi ikke køre knallert på Himmerlandsstien, men det må vi gerne i Viborg kommune. Samme sti, blot to forskellige kommuner. Det har jeg nu tænkt mig, at jeg vil prøve at lave om på i det nye år. Nå, tilbage til turen. Turen gik uden problemer til Hjarbæk havn. På havnen ventede Heidi, Emilie og Hanne med et par grydefulde varm gullaschsuppe og varme flutes. Der var naturligvis også kaffe, øl og vand klar til os. Vi kunne sidde på bænkene i perfekt vejr, og nyde den varme suppe, så det kunne ikke blive meget bedre. På turen tilbage, mellem Kølsen og Skals, var der en knallert, der brød ned. Jeg vil ikke nævne hvilket mærke det var, men det var ikke en Puch, Kreidler, Honda eller Suzuki. Den kom på slæb til Skals, hvor følgebilen ventede, og den kunne komme på traileren. Resten af turen gik igen uden problemer, og der var kaffe og kage, da vi kom tilbage til klubhuset. Tak til Heidi og Hanne for kagerne og tak til alle I positive mennesker – dejligt at lave tur med jer!

Henrik Bygholm

Kommentar til 50cc Løvfaldstur
Min allerførste knallerttur med jer/klubben. Min ROG Pony Express E50 fra 1973, klarede hele turen uden problemer, og det er en fed start. Super flot og hyggelig tur i lækkert vejr. Og ikke mindst i super godt selskab. Godt nok var jeg den yngste i flokken i dag. Men lige præcis på sådan en dag, som den i dag, med så mange forskellige søde og rare mennesker i forskellige aldersgrupper, ja så finder man virkelig ud af, at ens alder KUN er et tal, når man bare hygger max i det selskab man er i. Det var fedt. TAK

Martin Hansen