2025-08-27 - 50cc Trollhättan

2025-08-27 – 50cc Trollhättan

Trollhättan Tour den 27. – 31. August
Årets tur til Trollhättan i Sverige på knallerter, var slet ikke som den plejer at være. Vi plejer at bo på Stenröset Camping i Trollhättan. Der har jeg kommet siden 1992 til træf med min BMW Isetta og Multipla, og vi er kommet der med knallerter siden 2016. For nogle få år siden, døde campingmutter Malin desværre, i en alt for tidlig alder. Det betød desværre også, at der kom en anden bestyrer på campingpladsen, og det er bestemt ikke hendes spidskompetence at drive en campingplads. Det gjorde, at jeg begyndte at få en masse bøvl, dårligere service, og endnu værre, dårligere mad, til alt for mange penge. Det hele kulminerede 11 dage inden vi skulle ankomme til pladsen. I et eller andet hysterisk anfald, fik jeg pludselig at vide, at vi slet ikke skulle komme, og at hun annullerede alle 10 hytter, mad med mere. Jeg havde godt nok bestemt, at det var sidste gang, vi skulle bo der, men det var alligevel noget af en overraskelse, at jeg nu, med 11 dages varsel, skulle finde overnatning og bespisning til 22 personer. Som altid, så er det godt, at have et godt netværk, og det har jeg heldigvis også i Sverige. I løbet af få dage, fik jeg kontakt til et spændende vandrerhjem, Vårhaga Vandrehjem, 10 km øst for Trollhättan. De første billeder var meget lovende, og mine forventninger steg lynhurtigt. Jeg fik en aftale i hus, og fik lavet om i planerne. Lidt småstressende var det da, men forventningerne til at det her nye sted blev meget bedre, gav masser af energi og gå på mod. Jeg kunne dog desværre kun leje vandrehjemmet frem til lørdag middag, så jeg skulle også finde en overnatning et andet sted. Jeg bestemte mig for, at det skulle være inde i Gøteborg, vi skulle overnatte fra lørdag til søndag. Meldingen om ændringen i programmet, blev heldigvis meget positivt modtaget af deltagerne.

Onsdag den 27. August
Vi skulle med færgen onsdag eftermiddag kl. 13:50, og landede på vandrerhjemmet omkring kl. 21 onsdag aften. Jeg kendte naturligvis ikke indretningen af vandrerhjemmet, så vi skulle have fordelt værelserne, da vi ankom. Det var et puslespil, men det kom til at gå op, og vi kunne gå til ro i vores nye omgivelser.

Torsdag den 28. August
Næste morgen vågnede vi op til en fantastisk udsigt, ud over en smuk sø i typiske svenske omgivelser. Der var et stort køkken og spisesal, så det var perfekt. Vi havde morgenmad med hjemmefra, til den første morgen. Vi lavede et morgenmadsteam, der sørgede for, at vi alle kunne sætte os til et veldækket morgenbord. Der blev også lavet et aftensmadsteam, der fik den opgave. Det var fantastisk syntes jeg. Det viste sig, at være både bedre, og meget billigere end på campingpladsen. Dagens program stod på tur i Trollhättan området. Vi startede med at køre ud på en nedlagt jernbane, som nu er en rigtig fin cykelsti, med stejle fjeldsider og dybe skrænter. Derefter gennem skoven og ned til sluserne. Her satte vi knallerterne, og gik en tur ned omkring de gamle sluser. Det er en fantastisk flot tur, som jeg helst skal gå hvert år. Ved de store sluser, så vi nogle lystbåde blive sluset ned. Det var efterhånden blevet middag, og jeg havde bestilt mad og bord ved Slusscaféet. De laver god mad til fornuftige penge. De er især kendt for deres ”räkmackor”, som er en god rejemad. Den fås også i en mandeudgave, som Jesper Jensen og undertegnede naturligvis skulle prøve. Der fik vi kam, til det hår, vi ikke har. Jeg måtte godt nok levne det sidste. Godt mætte, fortsatte turen op til ”Kopparklinten”, som er det højeste udkigspunkt over Trollhättan. Der er et stykke at gå, men kan man gå der, kan man også køre knallert. Tilbage på vandrerhjemmet i Vårhaga, var der afslapning og madholdet lavede aftensmad. Vejret var fantastisk, og vi kunne sidde ude og spise og nyde aftenen.

Fredag den 29. August
Igen startede vi med fælles morgenmad. Morgenholdet var igen tidlig oppe, så morgenmaden var klar kl. 8:00. Dagens tur gik mod en mindre sluse, ”Brinkebergskulles Sluss”. Her så vi et større skib, der kom igennem slusen, og en formiddags is, var der også mulighed for. Herefter gik turen gennem byen Vargön, og videre til ”Byklevsfallet”. Det er et fint vandfald, og vi var så heldige, at det efter at have været blokeret af bævere det meste af sommeren, var blevet åbnet dagen før. Der var masser af vand, og det var tydeligt, at det var brakvand, der havde stået stille længe. Så skulle vi ud på uprøvet land. Vi kørte op på et fjeld, og skulle ud til et udsigtspunkt. Men tiden begyndte at blive knap, da jeg havde lavet en aftale på et spisested inde i Trollhättan senest kl. 13:00. Jeg satte Google Maps til at finde en rute ned mod den grotte, vi skulle besøge inden. Den sti vi kom på, og jeg mener sti, var noget af en udfordring. Jeg tror, det var en mountainbike rute, og det var ikke udfordringer, vi manglede på den tur. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, men vi kom alle igennem, og jeg tror, at vi var lidt høje af det bagefter. Sjovt var det i hvert fald. Lige inden vi nåede frem til ”Hunnebergs grottor”, var der en bakke med 10% fald. Det var jo heldigt, at det var ned vi skulle, og ikke op! Efter besøget i grotten, gik tur ind til ”Högskolan Väst”, hvor vi skulle spise i deres kantine. Lukas´s Maxi brød desværre ret hurtigt ned, så den måtte på slæb. Det hjalp ikke på min lidt pressede tidsplan, men det lykkedes, og vi fik en god gang middagsmad på skolen. Derefter var det retur til vandrehjemmet, hvor den stod på afslapning, badning i søen, og reparationer for dem, der havde brug for det.

Lørdag den 30. August
Vi skulle have gjort rent og pakket, da vi skulle forlade vandrerhjemmet. Det viste sig, at vi faktisk godt kunne have været blevet der, da dem, der havde bestil det, havde meldt afbud. Jeg havde desværre booket i Gøteborg, så det kunne ikke lade sig gøre. Vi skulle ned til Lilla Edet, som ligger ca. 20 km ned mod Gøteborg. Her skulle vi køre tur med en lokal knallertklub, ”Hjärtums Moppedrev”. Dem har vi besøgt et par gange før, og de lavede en fin lille tur for os i området. Det er altid godt, når lokale laver en tur. De kender de flotte steder og smutvejene. Efter besøget der, gik turen videre ned mod Gøteborg. Vi skulle bo inde i byen på et andet vandrerhjem, ”Kvibergs vandrarhem” i den nordøstlige ende af Gøteborg. Det var også et fint vandrerhjem. Det mindede meget om et hotel syntes jeg. Det lå jo inde midt i byen, så vi skulle finde ud af, hvordan vi kunne sikre knallerterne bedst. Vi pakkede dem sammen i et hjørne, låste dem sammen med lange kæder og satte vores 2 biler rundt om. Det må have virket, for de var der alle næste morgen.

Søndag den 31. August
Søndag var hjemrejsedag. Vi plejer at bruge det meste af dagen til at køre fra Trollhättan og ned til færgen, men denne gang var vi jo allerede i Gøteborg fra morgenstunden. Det betød god tid til morgenmaden, og afslapning inden vi skulle være ude kl. 11:00. Dagens program var et besøg på ”World of Volvo”. Det er et flot Volvomuseum inde midt i byen. Efter besøget der, rullede vi stille og rolig mod færgen. Vi var hjemme i Frederikshavn igen kl. 18:45. Det var en lidt anderledes tur end vi plejer, men bestemt ikke ringere syntes jeg. Jeg er vild med det vandrerhjem, og det er allerede booket til turen næste år. Tak for jeres gode selskab, gode humør og flexibilitet, da der pludselig kom rod i programmet. Jeg glæder mig vildt til turen næste år, og jeg var ellers sikker på, at turen i år blev den sidste, på grund af bøvlet med campingpladsen. Men det viste sig jo at ”camping-trunten”, faktisk hjalp os til en bedre og endda billigere tur. Så tak til hende

Henrik Bygholm