2025-08-02 – Levende landsby i Vesterbølle
Vi kom til Vesterbølle med fint vejr, 9 biler, 1 lastbil og 1 knallert. For uden vi sædvanlige, var der en Mercedes, en Lada Samara, og så Kenneths nyerhvervelve, en BMV 325i E30 cabriolet fra 1987, alle 3 meget fine biler. Foruden vores biler var der også 20-30 veterantraktorer. Vi havde jo hele dagen for os, så vi startede med snak og afslapning ved vores køretøjer. Aktiviteterne kom så småt i gang. Det cyklende postbud kom forbi, ligesom også lirekassemanden rundede os flere gange. Det mest bemærkelsesværdige var alle de flotte hestekøretøjer, der kørte tur med dem, som havde lyst. Der var 4-5 hestekøretøjer, der kørte hele dagen. Alle vognene var flot restaurerede og tilhører foreningen. Jeg vil anslå, at de råder over de første 20 fuldt funktionelle køretøjer. Ellers var der arbejdende stande som fåreklipning, vaskedag, smedning, skærslipper og meget andet. Folk var også mødt op med deres boder, hvor man kunne købe alt hvad hjertet begærer. Højdepunktet var da man ved middagstid kaldte hovbønderne sammen, hvor de først fik kontroleret deres redskaber, og bagefter gik i samlet flok til rugmarken. Om det så var vores borgmester, så var han der også med sin røde strikhue. Høsten foregik under ledelse af ridefogeden, som ikke havde meget tilovers for de stakkels bønder, om det så var en fødende kone, var der ikke meget medfølelse at hente. Vi blev budt på en grill-pølse og øl eller vand til middag. Ellers var der nok at se på overalt i byen, selvom vi har været der nogle gange. Jeg havde lovet, at vi var der fra kl. 10:00 – 15:00, men de sidste biler kørte først hjem omkring kl. 17. Alt i alt en hyggelig dag i Vesterbølle.
Ove Haubro














































