2025-05-03 - Åbning af Jesperhus Blomsterpark

2025-05-03 – Åbning af Jesperhus Blomsterpark

Så blev det den 3. Maj, og det betød åbning af Jesperhus Blomsterpark. I år lovede vejret lidt regn ved middagstid, men det skulle ikke holde os fra at køre derop. Vi tog færgen kl. 8:00, og så var vi ved Jesperhus Blomsterpark ca. kl. 8:45. Da vi ankom, var der ikke så meget kø, og ved indgangen blev vi som sædvanlig modtaget af Karin, som gav os billetterne. Vi blev vist ind i midten af pladsen i år, så nu har vi også prøvet at holde der. Da vi havde parkeret, gik vi rundt og så på alle bilerne. Der var ikke så mange, som der plejede at være, men der var stadig en hel del at kigge på. Vi snakkede med Karin på et tidspunkt, og hun sagde, at der var 263 biler, så det var flot. Der var 120, som var tilmeldt, men som ikke var dukket op, og det skyldtes nok at vejrudsigten havde lovet regn. Pyt med det, vi fik set på en masse flotte og forskellige biler, og en masse forskellige farverige tulipaner, for de stod rigtig flot rundt om i parken, og lyste op i mange flotte farver. Omkring kl. 10 begyndte det at smådryppe lidt, og så gik vi ind i drivhusene, for at se på alle dyrene. Det valgte alle andre også at gøre, så der var mange mennesker derinde lige på det tidspunkt. Man kunne dog sagtens komme til at se dyrene alligevel. Der var Lemurer, som havde unger på ryggen, skildpadder, fugle, sommerfugle, papegøjer og fisk. De store Ara-papegøjer sad oppe under taget, og var meget larmende, og de små Lori-papegøjer fløj tæt omkring ørene på os. Det er altid så hyggeligt at gå rundt og se på det hele. Da vi havde set det hele gik vi tilbage til bilen, og så besluttede vi at madpakken, som vi havde medbragt blev gemt til aften, og så gik vi ind i Piratkroen og fik en frokostbuffet. Der var nemlig meget lækkert at vælge imellem. Der var både tarteletter, frikadeller med rødkål, spaghetti bolognese, nuggets med pomfritter og en bøfsandwich, som man selv kunne lave. Det smagte rigtig godt. Da vi var færdig med at spise, gik vi ud igen, og kiggede lidt mere på bilerne. Der var blevet godt vejr igen, så nu skinnede solen og varmede dejligt. Vi blev enige om, at vi ville gå en tur ned på campingpladsen for at se, hvor meget der var lavet om, siden vi havde været der for mange år siden. Der var kommet rigtig mange hytter, så det så noget anderledes ud. Da vi havde gået en rundtur på campingpladsen og set det hele, gik vi tilbage til Blomsterparken, og snakkede med nogle af de andre deroppe. Vi fandt bord og stole frem, og så sad vi og hyggede os indtil vi skulle hjem. Da klokken blev 16:00 blev udgangen åbnet og så begyndte bilerne at køre ud. Da vi holdt inde i midten, var vi nogle af de første, der kom ud. Det har været en rigtig hyggelig dag, som altid. Vi kommer helt sikkert igen til næste år.

Anita Laursen.