2024-09-19 – Flyvedag på Vesthimmerlands flyveplads
Så blev det atter tid til at komme på flyvepladsen. Aalestrup Classic var igen blevet inviteret til den årlige flyvedag på Vesthimmerlands flyveplads, og det var alle slags køretøjer, der var velkommen. Morgenen startede med at være ret diset, så det var spændende at se, hvor mange der dukkede op. Som formiddagen gik, fik solen brændt diset væk, og så blev der rigtig godt vejr med høj solskin. Så begyndte der også at komme flere og flere på flyvepladsen. Det endte med at der var 18 flyvemaskiner, 22 biler, 1 traktor, 8 motorcykler og 8 knallerter, så der var faktisk en pæn lille flok af forskellige køretøjer og flyvemaskiner man kunne kigge på. Man kunne komme fra kl 10.00 – 10.30 og få kaffe og rundstykker, og det var der nogle, der benyttede sig af. Så kunne man gå rundt og kikke på alle de flotte køretøjer og flyvemaskiner, og kl 12.00 var grillen tændt, og man kunne købe pølser med brød, og dertil øl eller sodavand. I år var der 3 forskellige slags pølser at vælge imellem, for der var både frankfurtere, ostepølser og røde pølser. Der var også kaffe og hjemmebagt kage, så der var noget for alle. Man kunne også komme op og få en flyvetur, og se det hele lidt fra oven, og det var der en del der gerne ville prøve. På et tidspunkt holdt flyene ligefrem i kø for at komme ud på startbanen. Der var også svævefly, der blev trukket op, og de svævede over os, og især over skoven for at få opdrift. Der var faldskærmsudspringere, der hoppede ud af et fly, og svævede ned og landede på pladsen ved os, så der var hele tiden noget at se på. På et tidspunkt kørte et lidt specielt fly ud på startbanen, og gjorde klar til at lette. Det gjorde han i fuld fart, og da han var lige over os lavede han både loop og spindere oppe i luften. Det var lidt vildt at kigge på. Der var virkelig show til ære for os på jorden. Det var en rigtig hyggelig dag i det gode vejr og med en masse at kigge på. Tak for et godt arrangement, vi kommer igen til næste år.
Anita Laursen