2024-02-22 - Biler og Bobler hos Lindholm biler i Viborg

2024-02-22 – Biler og Bobler hos Lindholm biler i Viborg

Jeg er medlem af en Facebookgruppe, som arrangerer nogle køreture for klassiske/veteran- og specialbiler en gang imellem. Stifteren af denne gruppe, Dennis, havde inviteret til et arrangement kaldet “Biler og bobler” hos Lindholm biler i Viborg. Da køreturene netop er for klassiske/veteran- og specialbiler, skulle besøget selvfølgelig foregå hos Lindholm Collection, som er Lindholm bilers nyligt startede afdeling med klassiske biler. Arrangementet havde fået navnet “Biler og bobler” fordi det skulle kombineres med smagning af Champagne, og den del af arrangementet stod Michael Bisgaard, der har Bisgaards Vinhandel i Viborg, for. Tilmeldingen til arrangementet foregik via Facebook, og der var ca. 80 tilmeldte. Vi mødtes hos Lindholm Collection kl 19:30, og efter at Dennis havde budt velkommen, gav han ordet til Michael, som fortalte lidt om de forskelige bobler vi kunne smage. Der var 3 almindelige og 2 uden alkohol. Efter præsentationen kunne vi komme op og få en smagsprøve. Personligt er jeg ikke rigtig til Champagne, da jeg syntes, det er noget surt, men valgte dog at smage en enkelt, men ganske som forventet, var det ikke noget for mig. Herefter blev ordet givet videre til Henrik Bollerslev, som er en af indehaverne af Lindholm biler, og han fortalte lidt om sig selv og Lindholms historie. Henrik kalder sig selv for bilnørd, og har været vild med biler, siden han blev født. Han fortalte at pædagogerne i børnehaven på et tidspunkt ringede til hans forældre, og spurgte, om ikke han havde en bamse, han kunne sove til middag med, da han havde taget en modelbil med sig ind for at sove til middag. Henrik er opvokset tæt på, hvor Lindholm biler ligger, og har altid tilbragt meget tid hos Lindholm. Han startede med at feje på værkstedet, men syntes at salgsafdelingen var meget mere interessant. Han lærte at køre bil som 10 årig, da han jo så kunne hente bilerne frem og montere prøveplader, når kunderne skulle ud og prøve dem. Den var nok ikke gået i dag, men i midten af 80erne, var det ikke noget problem. Det var også som 10 årig at Henrik solgte sin første bil. På et tidspunkt begyndte Henrik at være der alene hver anden søndag, og man syntes jo ikke, at det ville gå, at overlade en salgsafdeling til en 10-12 årig knægt, men det gjorde man altså, og det gik fint. Dengang var det ikke almindeligt at handle brugt bil i Viborg, det var som oftest Silkeborg, man kørte til. Derfor krævede det lidt ekstra at overtale kunderne, når de kiggede ind, mens de faktisk var på vej til Silkeborg. Henrik har altid haft lidt autistiske træk, og havde læst og kunne huske alle bilannoncerne i Jyllandsposten, når han mødte i salgsafdelingen kl. 10. Det var derfor forholdsvis let for ham at overbevise kunderne om, at det ikke kunne betale sig at køre til Silkeborg, da den bil de havde set der, sikkert var en lyseblå model, der havde kørt 5000 km mere, og var lidt dyrere. Det var en kæmpe fordel for ham, at han kunne huske annoncerne, og som oftest endte det med en handel. Lindholm biler sælger omkring 3500 biler om året, og de har et princip, at en bil skal være solgt på max 45 dage, ellers kan de ikke tjene penge på den. I Classic branchen siger man, at bilerne skal omsættes 1 gang om året, og da Lindholm Collection har ca. 50 biler, betyder det at de skal sælge ca. 50 biler om året. Lindholm Collection vil dog gerne være bedre end det, så deres mål er at omsætte bilerne 3-4 gange om året, og siden de startede, har de solgt en bil hver anden dag, hvilket bliver til ca. 180 biler om året. De har derfor allerede opfyldt deres mål. Herefter var der mulighed for at gå rundt og kigge på de mange udstillede biler, og få en snak med nogle af de ansatte eller nogle af de andre, der deltog i arrangementet. Lidt senere var der kaffe og hindbærsnittekage og lidt chokolade. Efter et par timer var arrangementet slut. Tak til Dennis Lucassen for at arrangere, til Henrik Bollerslev for at åbne dørene og fortælle om stedet, samt til Michael Bisgaard for bobler.

Redaktøren