2024-02-03 - Bremen

2024-02-03 – Bremen

Man skal jo prøve noget nyt en gang imellem, så jeg havde påtaget mig det store arbejde med at planlægge en tur til Bremen Classic Motorshow den 3.-4. Februar 2024 i klubbens navn. Jeg kontaktede Luffe, der har Olesen’s Busser i Sørup, om han havde en bus og en chauffør, der kunne tænke sig at være med på sådan en tur. Det havde han, og vi fik hans bedste bus og chauffør. Chaufføren Tommy var en rigtig guttermand. Ja, så var vi igang, og der blev booket hotel og spisning, og planlagt hvor på turen, der skulle værre opsamlingsted. Der er mange ting, der skal planlægges, og nu manglede jeg bare at invitere til at deltage i turen. Der var 28, der tilmeldte sig til turen, hvor de 16 var fra klubben – hovedsagligt motorcykelfolk. Desværre måtte 2 melde fra på afrejsedagen på grund af sygdom. Øv øv. Vi startede med at samle folk op i Aalborg, og derefter Haverslev, Hobro, Randers, Vejle og Kolding. I Randers var vi lige forbi bageren i Helsted efter 55 smurte rundstykker og morgenkager. Der skal jo lidt til på sådan en tur. De var rigtige gode, og de blev spist allesammen. Der var god stemning i bussen, og morgenmedicinen gik rundt i de små glas. Vi holdt pause ved Fleggaard i Harrislee, hvor der kunne handles lidt, strækkes ben, og tages hensyn til dem, der skulle have lidt frisk luft til lungerne. Vi ankom til messen først på eftermiddagen, og der havde vi 3-4 timer til at se os lidt omkring. Kl 17:30 kom bussen efter os, og vi kørte den korte tur over til vores hotel, hvor vi tjekkede ind, og fik slappet lidt af. Lidt senere gik vi i samlet flok til restaurant John Benton, som ligger i den gamle bydel af Bremen. Her var der bestilt bord til kl 19:15, og det var et rigtig godt sted med hurtig betjening og god mad, så alle fik noget godt at spise og drikke. Jeg var noget spændt, da jeg havde en aftale med en anden restaurant, som vi skulle have været på, men på grund af sygdom kunne de ikke klare så stort et selskab. De var dog behjælpelige med at finde et andet sted. Jeg var godt nok ved at tro at vores fællesspisning gik i vasken, men nej, det gik og tak til Gasthof zum Kaiser Friedrich for hjælpen. Dag to startede med stort morgenbord på hotellet, og derefter kunne man selv bestemme hvornår man ville gå over på messen der ligger kun 1,1 km fra hotellet. Så var man jo også varmet op til dagen på messen, og der var meget at se på både tohjulet, trehjulet og firehjulet samt en masse reservedele og souvenirs. Jeg er sikker på, at der var noget for alle i de 8 haller plus parkeringshuset i tre etager. Men alting har jo en ende, så vi sagde farvel til Bremen klokken 15, og satte næsen mod Danmark igen. Vi kom lidt senere afsted, da der var en, der ikke kunne finde hotellet igen, og så var der lidt udfordringer med bagagen, men det fik vi da styr på, og vi kom afsted. Der var ro i bussen, og jeg tror nok, at der var nogle, der var trætte efter ca. 10 timer på messen, og gåtur til og fra messen samt turen ud at spise. Aftensmaden blev indtaget ved Fleggaard, og der blev også tid til at få handlet lidt til hjemmebaren/garagen. Så var det ellers med at få sat folk af på vej op gennem landet, og vi sagt tak for denne gang. Tommy, vores alle tiders chauffør, og jeg fik parkeret bussen i Støvring omkring midnat. Tak for en dejlig tur til alle, og hvis I er friske næste år gentager jeg den gerne.

René ”Baloo”