Billeder fra klubbens arrangementer i April - Juni 2022

2022-05-11 – Generalforsamling

Referat fra generalforsamling i Aalestrup Classic Bil & MC
Klub Onsdag den 11. Maj 2022 kl. 19.00

  1. Valg af Dirigent. Ove Haubro blev valgt.
  2. Valg af stemmetællere. Bruno Rasmussen og Tina Bay blev valgt.
  3. Valg af referent. Lene Møller blev valgt.
  4. Godkendelse af dagsorden. Dagsordenen blev godkendt.
  5. Formandens beretning v/ Henrik Bygholm:

Uddrag af formandens beretning:
Det er nu 19. gang jeg står her og holder formandsberetning. Det burde være 20. gang, da vi har 20 års jubilæum i år. Det skyldtes naturligvis at vi måtte aflyse generalforsamlingen i 2020. Jeg syntes det har hængt lidt i bremserne her i vinter, men alt i alt syntes jeg, at vi er kommer godt i gang efter Corona. Jeg er sikker på at vi kommer op på 100% igen, nu vi er startet op med at køre. Der ligger masser af gode oplevelser foran os. Vi er så uheldige at flere af vores planlagte arrangementer falder på samme dato i år. Den 5. Juni, Grundlovsdag/Fars dag, er der både Aalestrup Classic Træf samt flere køreture. Vi har valgt at afholde træffet den 5. Juni, og har derfor valgt at slå nogle af køreturene sammen i en 20 års jubilæumstur søndag den 3. Juli for alle slags køretøjer i klubben.

Bil afdelingen
Jørgen og Tina lavede ikke mindre end 3 ture for os sidste år. En for Veloer, en for knallerter og en for biler. Vi skræmte dem åbenbart ikke væk, for de har også indbudt os til ture 3 gange i år. Der var mange gode køreture, og det er altid svært at vælge nogle ud. Jeg kan starte med Hot Summer i Farsø den 3. August. Der var rekord deltagelse med 169 personer til spisning, fordelt på 64 biler, 43 knallerter og 9 motorcykler. Vendsysselturen på Grønhøj Strand Camping var også en stor succes. Det har udviklet sig til at mange af deltagerne, er der en hel uge og andre kommer til weekenden. Den 30. September afsluttede vi sæsonen med vores Løvfaldstur. Vi prøvede for første gang at samle knallerter, motorcykler og biler. Efter turen,
hvor vejret bestemt ikke var med os, landede vi på Lille Restup Hovedgaard, lige uden for Aalestrup. Vi var 130 personer og havde naturligvis bestilt plads til flokken. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke var tilfreds med deres håndtering. De var slet ikke gearet til at modtage 130 personer på en gang. Til vores stegt flæsk i oktober, var pilot Michael Olsen og hans kabinechef, og fortælle om deres ophold i Vietnam med Great Dane Airline. I November havde vi vores såkaldte “Informations aften”. Det er en aften, hvor nye og måske kommende medlemmer kan komme og høre om klubben. Der var 29 fremmødte, og vi fik 8 nye medlemmer den aften. “Vis mig din garage” er et nyt initiativ. Det går i alt sin enkelthed ud på at man kan invitere klubmedlemmerne til at komme og se ens garage eller værksted. Det er værten, der bestemmer, om der er plads til 8 eller 30 personer. Der er de pladser, der er, og så er det bare med at melde sig til, hvis man vil med. Det er tænkt som et vinterprojekt, og der er indtil videre tre, der har indbudt os til at komme.

Resten kan læses i klubbladet.

Lene Møller/Redaktøren

2022-05-07 – Åbning af Jesperhus Blomsterpark

Lørdag den 7. Maj 2022 var vi traditionen tro inviteret til åbningen af Jesperhus Blomsterpark. Vi skulle mødes ved tanken i Sundstrup, og være klar til at køre derfra kl 8. Vi var 17 biler, der kørte i samlet flok til rastepladsen mellem Højslev og Dommerby, hvor Kenneth holdt i sin gule Mustang.
Han kørte derefter forrest på turen til Nykøbing. Vi kom lidt fra hinanden, da vi skulle igennem lysreguleringerne i Skive, men alle kom til Jesperhus. Da vi kom til parken ville vi jo gerne holde samlet os fra klubben, men vi var kommet lidt fra hinanden, så vi blev delt lidt rundt i parken. Vi var seks hold fra klubben, der holdt sammen oppe på bakken. Næste år vil vi forsøge at lave en opsamling lige udenfor parken, så vi kan komme samlet ind i parken, og forhåbentligt komme til at holde samme sted. Vel ankommet til pladsen fik vi sat borde og stole op, og så var der kaffe/te og rundstykker og ellers snak og hygge.

Resten kan læses i klubbladet.

Jytte Kristensen

2022-04-23 – Køretur med Cars and Coffee Viborg

Stephen Galea havde set et opslag på Facebook om en gruppe bilentusiaster i Viborg, der mødtes en gang imellem, og fik en kop kaffe og et stykke kage, mens de “sparkede lidt dæk” og “byttede løgnehistorier”, hvorefter de kørte en tur. Han havde spurgt, om der var nogen, der ville med lørdag den 23. April, og jeg svarede, at det ville jeg godt. Der var ikke rigtig andre, der meldte sig, måske fordi det faldt sammen med stumpemarked i Aars. En af Stephens kammerater Jon, havde også sagt at han gerne ville med, så vi aftalte at vi skulle mødes ved tanken i Sundstrup kl 12:30, så vi kunne følges ad til Hjarbæk havn, hvor Viborg gruppen skulle mødes kl 13:00. Uheldigvis strandede Stephen, der er pilot, i en lufthavn i Holland på grund af strejke, så han kunne ikke nå at komme hjem, men Jon, en der hedder Rasmus og jeg mødtes i Sundstrup, og efter vi havde hilst på hinanden kørte vi mod Hjarbæk.

Resten kan læses i klubbladet.

Redaktøren

2022-04-22 – Åbent hus hos Torps Classic Cars

Per Torp havde “Åbent Hus” i sit nye klassiske værksted, på Søndergården 28 i Farsø, fredag den 22. april fra kl. 14 til 17. Der var omkring 150 gæster igennem værkstedet til pølser, fadøl, kaffe og dejlige kager serveret af Per´s kone Jette. Det var en fin eftermiddag, folk var glade, og der blev i den grad “sparket dæk”, snakket, set på motorer, kigget værksted osv.

Ole Bertram, Farsø