2022-10-08 – Løvfaldstur – “Rundt om Salling”
Sommeren er gået på hæld og efteråret er kommet, og det betyder Løvfaldstur. Det var lige ved at turen ikke blev til noget, for ingen havde meldt sig til at lave turen. Så trådte Kenneth (redaktøren) til, og han fik (i samarbejde med hans forældre) lavet en super hyggelig tur rundt om Salling.
Vi startede i klubhuset kl. 9.00 med morgenkaffe, og nogle havde også rundstykker med. Der blev hyggesnakket imens man spiste, og da vi var færdige, fortalte Kenneth lidt praktiske ting om turen, og om hvor vi holdt pauser. Vi var 10 biler til turen, så det var en fin lille gruppe. Kl 10.00 kørte vi fra klubhuset i regnvejr til Gl. Hvam, videre til Tostrup og derfra til Virksund, hvor vi kørte over dæmningen. Det var efterhånden holdt op med at regne, så turen fortsatte til Lund, Ørslev Kloster, Hald, Højslev K, Dommerby og så til Skive. I Skive skulle vi igennem byen, og det er altid en udfordring med alle lysreguleringerne, men det lykkedes at følges ad. Vi havde en kort pause på Violvej, hvor vi nød udsigten ud over fjorden.
Solen var kommet frem, så der var en fantastisk udsigt Derfra fortsatte vi til Lyby Strand, hvor vi holdt en lidt længere pause. Vi nød stranden og vandet, og nogle var også ude på badebroen, og kigge på vandet. Det var et dejligt sted, og med solen fremme kunne man se Lundø i det fjerne. Så fortsatte vi til Breum, forbi Brokholm sø og til Junget, og lige
efter Junget fik vi en ordentlig regnbyge igen. Det var så voldsomt at vinduesviskerne næsten ikke kunne tage det, men det var heldigvis hurtigt ovre. Vi kørte videre til Åsted, Durup,
Glyngøre og videre til Harre, hvor vi igen havde en fantastisk udsigt ud til fjorden. Derfra kørte vi til Harre Vig, hvor vi skulle have middagspause i et lækkert madpakkehus. Der var masser af plads, og det lå dejligt lige ned til vandet. Da alle havde spist den medbragte mad og hygget os lidt, fortsatte vi turen til Hjerk, Krejbjerg, Rødding og til Spøttrup
Borg, hvor vi holdt en lidt længere pause. Spøttrup Borg er det nærmeste man kommer en rigtig middelalderborg i Danmark. Den er omgivet af vældige volde, og den ligger smukt ud til Spøttrup sø. Borgens stærke forsvarsværk har holdt fjenden ude gennem tiderne, og borgen er aldrig blevet indtaget.Vi gik en tur rundt om borgen, og ind i urtehaven, som er en fantastisk lægeurtehave med over 250 forskellige planter. Det er et spændende sted at gå og kigge, for der er virkelig mange sjove og mærkelige planter. Da vi var blevet mættet med indtryk fra urterne kørte vi videre til Vejby, Ramsing, Brøndum, Hem og så til Skive igen. Der sluttede vi turen i Kenneth’s garage, hvor vi fik vores medbragte eftermiddagskaffe og kage.
Det har været en rigtig hyggelig dag trods et par regnbyger.
Tak for en rigtig god tur med en masse flot natur.
Anita Laursen