2022-08-18 - 50cc Samsø

2022-08-18 – 50cc Samsø

Vi var en flok på ca. 30 deltagere, der har været 4 dage på Samsø. Vi var heldige med vejret, idet der kun småregnede lidt om fredagen. Vi boede på Ballen strandcamping, der ligger en spytklat fra Kattegat, så vi nød den fine udsigt. I løbet af dagene var vi rundt og se, hvad Samsø kunne byde på. Vi var ved Issehoved oppe i nord, og holdt frokostpause ved det berømte gadekær i Nordby. Vi besøgte Morgans garage, som er et spændende sted, ikke bare for drenge, men dælme også for os tøser. Der var mange smukke Morgan biler, men også mange andre sjove retro effekter, samt det flotteste toilet, jeg har besøgt. Det var forklædt som en engelsk telefonboks. Det kan virkelig anbefales. Vi var også omkring en kæmpestor gårdbutik, hvor der blev handlet ivrigt. Vi var også helt mod syd, hvor vi besøgte Vesborg fyr. Og vi kørte hurtigt omkring Kolby Kås, der er en forladt lidt kedelig by. Det var tidligere en færgehavn, men i dag virkede den øde og næsten forladt. Nogle besøgte Ballen, der er en livlig fiskeri / turistby, og der fik de lækker mad. Vi var en anden flok, der endte ved en bette grillbiks, hvor vi indtog noget dejlig usundt grillmad. Vi var en mindre flok, der var inde og besøge Sams Island destilleri, der er kendt for at brygge gin på orangemyrer. Vi fik smagsprøver, og vi spiste selvfølgelig alle den tilbudte levende myre. Den smager helt fantastisk, og utrolig at sådan en bette kræ kan smage så kraftigt orange. Vi fik et par andre spændende og lækre smagsprøver på drinks. Jeg kan absolut anbefale en rundvisning. Indehaveren var mega spændende, og en meget sjov fortæller. Der blev desuden arrangeret en ringridningskonkurrence hjemme på pladsen, og det var en stor succes. Der var endda nogle af campingpladsens gæster, der var med ovre og heppe på vores drenge. Thorbjørn vandt en flot pokal, og så tror vi, at det bliver en tradition fremover. Vores initiativtagere Birger og Hans Ole fra Farsø havde allieret sig med madmutter Jette fra SuperBrugsen i Tranebjerg, og vi fik det lækreste mad derovre fra. Den ene aften oksesteg med en masse dejlige salater, samt flødekartofler, og den anden aften en lækker grill selv menu bestående af grillspyd, grillben, kæmpestore pølser og igen lækre salater og kartoffelsalat. Den første aften var det Søren fra Farsø og Puch bedste Else, der bare lige lavede pulled pork til hele flokken. Mega flot og stor respekt for jeres kæmpe arbejde. Søndag stod vi op til flot sol, og dejligt vejr, og vi fik pakket, tjekket ud og kørt på færgen i Sælvig. Stadig flot vejr og dejligt at sidde ude og nyde solen og den lune vind. Da vi kørte fra færgen i Hou, og kørte mod Himmerland trak der sorte skyer op, og vi endte i et træls regnvejr. Mange tak til alle deltagere for nogle dejlige dage, hvor vi fik set og oplevet en masse. Til jer, der endnu ikke har besøgt Samsø, gør det, det er en mega fin ø. Og Ballen strandcamping kan absolut anbefales.

Bodil Jensen