2022-06-09 - Mors rundt på 4 dage (9. Juni - 12. Juni)

2022-06-09 – Mors rundt på 4 dage (9. Juni – 12. Juni)

Pia og Henrik havde, i samarbejde med et rejseselskab, lavet en fire dags tur Mors rundt. Der er ca. 150 km rundt om Mors langs med vandet.

Torsdag den 9. Juni
Vi startede hjemmefra og kørte til Hvalpsund, hvor vi drak kaffe og skulle have opsamling, inden vi skulle sejle med færgen Mary kl. 10:30. Vi var 9 personer og 5 biler. Der var desværre regnvejr, så det var lidt trist, men vi håbede, at det ville blive bedre i løbet af dagen. Vi fik vores kaffe i madpakkehuset på havnen, så vi kunne sidde i tørvejr. Der var mange børn på tur, som på trods af vejret, legede på legepladsen. De var også inde i madpakkehuset, så der var meget larm, så vi kunne næsten ikke høre, hvad vi selv sagde. Da børnene havde pakket sammen, og gik ud for at fiske krebs, sagde Henrik: “Hvor er her stille nu”. Vi kørte til færgehavnen, for at komme i kø, men der var ikke mange biler skulle over. Vi ankom til Sundsøre kl. 10:40. Fra Sundsøre kørte vi tværs over Salling igennem Thise, Kirkeby, Roslev, Harre og Sallingsund, videre mod Nykøbing Mors. Vi kørte igennem Nykøbing ad de små gader, mod Bjørndrup og op efter Feggesund. Vi skulle spise frokost ved Ejerslev Havn. Da vi kom dertil kl.12, var der ingen til at tage imod os, så Henrik måtte til at ringe efter dem. Efter lidt tid dukkede de op, og begyndte at lave mad til os. Vi fik ½ grillkylling med pomfritter, andre fik bøf med bearnaisesovs, og 2 fik en burger. Efter frokosten skulle vi hen og se Fossil og Molerværket med mange sten og fossiler med dyr og andre ting i. Da vi havde gået rundt og set det hele, var vi nede og vende ved Molerværket. Derefter skulle vi have fundet en købmand, da der var nogle der lige skulle handle lidt. Så var det tid til at finde stedet, hvor vi skulle overnatte og have vores kaffe. Vi skulle overnatte på et “Bed and Breakfast” i Sejerslev. Vi fik vores veteranbiler parkeret inde i gårdhaven. Det var dejligt, at de ikke skulle stå ude på gaden. Ejeren Annette Stagstrup har også “Event4U”, med galleri og glaskunst. Hun malede selv billeder og havde hold til at lave glaskunst, keramik og billeder med flydende akryl. Det var nogle fine værelser vi havde, og det var næsten en hel stor lejlighed. Vi slappede af inden vi skulle være klar til at blive hentet af bussen kl 18:00, der skulle køre os til Feggesund Kro, hvor vi skulle have stegte ål med tilbehør til aften. Det var gode ål med kartofler og sovs, de smagte godt, og der var nok af det. Vi blev hentet igen kl. 21:15 af bussen, og kørt tilbage til Sejerslev igen. Derefter samles vi inde ved Helle og Karl Henrik, hvor der var sofaer og stole, og så hyggede vi os lidt inden vi gik i seng.

Fredag den 10. Juni
Vi fik morgenmad med kogt æg og rundstykker, med forskelligt pålæg til. Det var Pias fødselsdag, så der var pyntet med flag over det hele, så det var festligt. Vi kørte fra Sejerslev kl. 10:15 mod Skranderup, hvor vi gjorde et lille stop, og så den flotte natur. Så kørte vi mod Flade og til Salgerhøj, som Mors’s højeste punkt (89 meter over havet). Næste stop var ved Hanklit, som “kun” er 61 meter høj, men med en fantastisk udsigt. Efter vi havde nydt udsigten, og gået en tur langs med stranden, gik turen mod Sundby Havn, hvor vi skulle have vores frokost på Vildsund Kro. Vi fik et stort stjerneskud til middag. Det var næsten for meget, når det var så stort. Vi kunne næsten ikke spise det. Så gik turen mod Solbjerg, hvor vi skulle se Dukkeskolen. Det var et museum med mange forskellige dukker, både store og små biler, dukkehuse, radioer og mange genbrugsting. Næste stop på turen var traktormuseet. Det var meget interessant, og rundviseren var rigtig god til at fortælle om de forskellige traktorer og maskiner. Vi startede med rundvisningen, hvorefter vi fik kaffe med kage og småkager til. Derefter fortsatte rundvisningen. Fra Solbjerg kørte vi til V. Jølby og videre til Dragstrup og Tæbring, hvor vi skulle overnatte hos Edvin Klemmensen “Bed and Breakfast”. Det var nogle fine værelser vi havde fået. Vi fik værelse i stueetagen sammen med Helle og Karl Henrik. Pia/Henrik, Else/Martin og Sten fik værelse ovenpå i huset ved siden af. Vi slappede af indtil der var aftensmad kl 19:00. Vi spiste ovre i Edvins stue. Menuen bestod af sammenkogt ret med kød, rød peber og champingnon. Dertil gulerødder og kartofler. Det smagte rigtig godt, og så var der 2 slags is til dessert. Så sad vi og snakkede lidt, og så lavede Edvin kaffe med kagemand til, hvor der stod “Pia” på. Det var en hel luksus. Efter kaffen gik vi over på vores værelse, da vi var ved at være godt trætte.

Lørdag den 11. Juni
Vi startede med morgenkaffe med kogte æg og rundstykker. Det var nybagte rundstykker, og det var rigtig lækkert. Edvin Klemmensen er en rigtig frisk mand, og han fortalte lidt om egnen. Denne dag skulle turen gå til Karby og Årbjerg Torn, som er en Bronzealderhøj og et højt punkt. Vi gik ikke derop, da der var så mange trapper, og et godt stykke at gå derop. I stedet kørte vi til Agerø igennem Hvidbjerg. På Agerø er der en lille kirke, hvor folk farter til for at blive gift. Meget populært. Vi var ude for at ville vende ude på spidsen af Agerø, men der var blevet lavet privat grund, så der kunne vi ikke køre ud. Vi måtte køre tilbage, og ikke langt derfra, var der en lille rasteplads med bord og bænke, så der fik vi vores kaffe med kage fra Pias fødselsdag. Turen fortsatte videre mod Tissinghuse Havn, Vester Assels og Sillerslev Havn. Det begyndte at regne lidt, men det var heldigvis hurtigt overstået. Vi var inde ved en meget speciel købmand i Øster Assels. Han havde så mange sjove ting, og tilmed ting, som der nok ikke havde været meget salg i de sidste 20-30 år. Frokosten fik vi på Marina på Sillerslev Havn. Menuen var en kæmpe burger med pomfritter. Rigtig god, men alt for stor. Flere havde noget besvær med at spise det hele. Fin udsigt ud over havnen. Der kom mange små skibe sejlende forbi på vandet ved Sallingsund. Turen gik videre mod Nykøbing i fint solskinsvejr. Igennem Ørding, forbi Højriis Slot og videre mod Nykøbing, hvor vi skulle overnatte på Danhostel, som ligger med fin udsigt lige ned til vandet. Vi havde værelse 20. Da vi havde fået vores ting ind, og havde hvilet lidt, var der kaffe og kage udenfor på græsset med udsigt til vandet. Vi skulle have aftensmad på Cafe Sult kl 19:00. Nogle kørte dertil, mens andre gik derhen. Det var spændende at se hvad de diskede op med til os. Menuen bestod af kyllingefilet med bacon og kartofler. Vi kunne vælge imellem bearnaisesovs eller champignonsovs. Til dessert fik vi is med browneykage. Det var super godt. Vi var tilbage på Danhostel omkring kl 21, hvor der var lidt hygge inden vi gik i seng.

Søndag den 12. Juni
Der var morgenmad på vandrerhjemmet fra 7:30 til 9:30. Vi havde bestemt, at vi ville gå derhen ved ottetiden alle sammen, så vi kunne spise morgenmad sammen. Efter morgenmaden gik turen ud til Dueholm Slot og Kloster. Det var meget interessant, og der var meget at se. Derfra kørte vi over Sallingsundbroen og til Glyngøre, hvor vi skulle have vores frokost på havnegrillen. Henrik sagde, at der ikke var flere penge i kassen, så den måtte vi selv betale. Frokosten søndag var ikke inkluderet i prisen for turen, så det var ikke nogen overraskelse, men der skulle jo laves lidt sjov. Derefter kørte vi tværs over Salling, og ned til Sundsøre, hvor vi skulle med færgen til Hvalpsund kl 14:15. Da vi kom til Hvalpsund, kørte vi ud til Pias forældre Knud og Doris, da de ville give kaffe. Jeg havde stadig lidt kage tilbage, og Else lidt småkager. Så der blev hygget lidt, og sagt tak for en dejlig tur til Pia og Henrik. Vi blev enige om, at de godt måtte lave en tur en anden gang, da vi alle var parate til at tage med. Herefter kørte vi ellers hver til sit, og skulle hjem og have tømt biler og pakket ud.

Vi havde kørt 258 km i alt på turen fra vi kørte hjemmefra til vi var hjemme igen. Sådan fire dage går alt for hurtigt, men vi har haft mange gode oplevelser.
Tak til Pia og Henrik for en godt tilrettelagt tur, og til alle deltagere for hyggeligt selskab i de fire dage.

Jytte Kristensen