2021-08-01 – Køretur til sommersøndag i Grønhøj
Kenneth (Redaktøren) havde inviteret på køretur søndag den 1. August, til sommersøndag på Grønhøj kro for både biler og motorcykler. Det kunne godt være noget for os, så vi tilmeldte os turen. Vejret var godt søndag formiddag, solen skinnede, bilen var klar, og vi kørte af sted til klubben, hvor vi skulle samles. Men lige udenfor Haverslev blev vi ramt af en ordentlig byge, men den var heldigvis hurtig ovre. Da vi ankom til klubben, blev vi modtaget af en flok glade og rare mennesker i højt humør, hvor var det skønt. Mens vi ventede på afgang kl 10, blev vi da lige ramt af endnu en byge, så vi måtte løbe i læ i både biler og under terrassen, som ganske vist ikke var helt tæt, men formanden lovede vist nok at fuge alle hullerne. På trods af ferietid og et noget ustadigt vejr, lykkedes det at samle 10 biler og 2 motorcykler ved klubben. Klokken blev 10, og det var tid til afgang mod Grønhøj, turen var virkelig godt tilrettelagt, og gik igennem mange mindre byer, hvor folk enten vinkede eller smilede, når kortegen af gamle biler og motorcykler kom kørende. Hvor er det skønt, at man kan gøre folk glade, bare ved at komme kørende i og på vores fantastiske køretøjer. Det at køre i kolonne giver bare en waow effekt for både os, der kører, og for dem der står, og ser vi kommer forbi. Vi kørte først til Møldrup, hvor vi samlede yderligere 2 biler op, og efter en kort pause kørte vi videre mod Rødding, hvor endnu en bil stødte til kortegen, så vi endte med 13 biler og 2 motorcykler. Turen fortsatte så fra Rødding og igennem Viborg, hvor der kom lidt spredning i feltet, men det kom der ret hurtigt styr på, så vi kunne køre samlet igennem Hald Ege, og videre til Grønhøj. Biler og motorcykler blev parkeret, borde og stole blev linet op, så frokosten kunne nydes. Der blev spist, snakket og grinet, stemningen var god og humøret højt, og vi var rigtig heldig med vejret. Da vi fik tygget af munden, og snakket lidt mere, og som nye i denne hobby, fik vi masser af gode råd og ideer. Så blev det tid til at sparke dæk, og se på alle de køretøjer der var. En tur rundt på pladsen, hvor der var musik og boder med alt hvad hjertet kan begære af både nye og gamle ting, de ting man ikke kan leve uden, samt et besøg i Morten Korch museet på kroen, som også var ret interessant. Efter en kop kaffe, tiden fløj af sted, blev klokken 16, og turen skulle fortsætte. Vi satte gang i kortegen igen og turen fortsatte ad små veje til Virksund, hvor turen officielt sluttede. Nogle forsatte med udsigt til flæskesteg efter en kort pause på Virksund havn.
Tak til Kenneth for en virkelig godt tilrettelagt tur, som sagtens kan tåle en gentagelse, og tak til alle jer, der var med i biler og på motorcykler.
Søndag… og sikken en søndag det blev. Hvor har vi haft en pragtfuld dag.
Tina og Carsten