2021-06-05 - Redaktørens Grundlovstur

2021-06-05 – Redaktørens Grundlovstur

Vi var egentligt inviteret til fødselsdag den 5. Juni, hvor Aalestrup Classic Bil og MC Klub havde arangeret køretur, så derfor havde vi besluttet os til at lave en køretur for os selv om søndagen den 6. Juni. Fødselsdagen blev imidlertid aflyst om fredagen, og der var tilmeldingsfristen overskredet, så vi kunne ikke nå at melde os til turen. Da vejret så ud til at blive bedre om lørdagen end om søndagen, så syntes Kenneth vi skulle tage afsted om lørdagen, og det holdt stik, og vi fik alle tiders tur i fint solskin. Vi kørte fra Aalestrup kl. 10 mod Hvilsom, Tollestrup, Hannerup, Snæbum og Hørby Skoleby. Videre mod Valsgård og Bramslev Bakker, hvor vi gjorde et stop. Der var en del skibe på fjorden og mange mennesker, der gik tur i bakkerne i det fine vejr. Derfra gik turen mod Stinesminde havn langs med fjorden. Et lille stop igen, og vi kunne nyde naturen. Der var nogle, der var ude at ro i kajak. Turen fortsatte mod Oue, Rostrup og Willestrup Gods. Der var rigtig flot med mange Rododendron i fuld flor. Videre mod Madum sø, Hellum og mod Skørping, hvor vi fik tanket benzin på. Vi skulle ud ad Himmerlandsvej til Rebildvej, hvor vi skulle finde Vedstedskovhus, hvor det var planen, at vi skulle spise vores medbragte mad. Vi fandt godt nok vejen dertil, men der var indkørsel forbudt, så vi bestemte os for at finde et andet sted at spise, da vi ikke kunne parkere andre steder end i vejsiden på grusvejen, og fordi vi ville ikke til at bære maden helt derop. Vi kørte videre, og fandt et sted med borde og bænke i udkanten af Rebild. Der var en naturlegeplads, der hedder Røverknolden. Der slog vi os ned, og spiste vores mad i dejligt solskin ved borde og bænke på en fin grøn plæne. Efter vi havde nydt maden, og gået en lille tur hen til legepladsen, kørte vi mod Gl. Skørping, og videre til Gerding mod Flamsted, og via Volstrup og Mjels til Ellidshøj. Fra Ellidshøj kørte vi under motorvejen til Guldbæk, Hæsum, Sørup og videre til Hjedsbæk, hvor der var kaffepause. Vi sad ved søen overfor, hvor Hjedsbæk Kro lå i sin tid. Den er raget ned nu, og der er bygget to rækkehuse i stedet for. Efter kaffen kørte vi til Suldrup, hvor vi gjorde et kort stop ved kirken for at benytte toilettet, og derefter ud af Rodstedvej til Trængstrup, mod Giver og ad Mosbækvej og Roldvej ind til Aars. Herefter ad omfartsvejen til Gislum og tilbage til Aalestrup. Det var en meget fin tur, og vi har været på nogle små veje, vi aldrig har kørt på før. Da vi var tilbage i Aalestrup sidst på eftermiddagen, havde vi kørt 160 km i det fineste solskin.

Jytte Kristensen