Billeder fra klubbens arrangementer i Januar - Marts 2020

2020-03-04 – 50cc – Klubaften – Red Bull Alpenbrevet

Den 4. marts blev der afholdt foredrag i vores 50cc gruppe og der var et flot fremmøde som sædvanligt. Vi var ca. 50 deltagere.
Foredraget var om et knallertløb “Red Bull Alpenbrevet” i Schweiz og 3 unge mænd, Stefan, Chresten og Lasse fortalte om løbet, som de havde været med til i 2019. De tre mænd kom fra henholdsvis Silkeborg, Horsens og Esbjerg. De kendte hinanden gennem arrangementer i de forskellige knallertkluber (og hvis jeg hørte rigtigt, var to af dem i familie).
Selve løbet blev afholdt 6.-7. september, og de var en flok på 11, der kørte derned i bil, og havde 4 knallerter på hver trailer. De valgte at tage en overnatning i Tyskland, og i Schweiz havde de booket et hotel, hvor de fik stillet en garage til rådighed, så de kunne makke og skrue i tørvejr. Hotelværten hyggede rigtigt om danskerne, og han havde nok heller ikke så mange turister på denne tid af året.

Resten kan læses i klubbladet.

Bodil Jensen

2020-02-12 – Klubaften – 3D Print

Onsdag den 12. Februar havde vi besøg af Anders og Søren, der fortalte om 3D print. Baggrunden for besøget udspandt sig af, at Søren havde brug for en højgearsaksel til hjælp til at montere kobling sin BMW Isetta. Og hvorfor så ikke bare 3D printe sådan en? Han fik hjælp til det af sin nabo Anders, og efterfølgende købte han selv en 3D printer. Søren skrev om dette i forrige klubblad, og tilbød at de ville komme og fortælle om 3D print. Aftenen startede med at Anders fortalte lidt om de forskellige printere, hvor FDM (Fused Deposition Modeling) printerne er dem, der er mest udbredte. En FDM printer kan anskaffes for mellem 1000 og 5000 kr.
Herefter så vi et par videoklip af forskellige printere, der printede. Derefter fortalte Anders lidt om forskellige plasttyper, hvor typen PLA er den mest udbredte. Han fortalte også om nogle af de andre typer, hvor der blandt andet fås typer, som er lige som gummi, og som kan bruges til pakninger.

Resten kan læses i klubbladet.

Redaktøren

2020-02-05 – 50cc – Klubaften – Film fra Trolhättan

Onsdag den 5. februar 2020, skulle Henrik fortælle om Sverigesturen 2019, og fortælle om turen her i 2020. Der var 88 mennesker, hvilket er super flot. Dejligt at der er så stort fremmøde til klubaftner. Der blev sat ekstra stole ind i salen for, at gøre plads til så mange som muligt. Først fortalte Henrik om, hvorfor vi netop tager til Trollhättan hvert år. Det gør vi, fordi vi som familie i mange år har været til biltræf i lige netop det område, og derfor kender til det. Derefter blev der fortalt om tidligere ture, omkring praktiske informationer, og hvad vi har oplevet på vores ture til Trollhättan.
88 personer var mødt op for at høre om turen til Trollhättan. Når man kommer i Aalestrup Classic, ved man, at humøret altid er højt, og der er en masse “spydigheder” – det var ingen undtagelse til aftenens arrangement. Henrik havde lavet et super fint PowerPoint med en beretning om turen i 2019, med en masse billeder derfra. Resten kan læses i klubbladet.

Emilie Bygholm

2020-01-31 – Bremen Classic Motorshow

Den årlige tur til Bremen startede i Viborg. Vi var en flok på ca. 20, der havde bageste afdeling af bussen, hvor der i år var en dejlig ro i bussen, da formanden Bygholm ikke var med, men til gengæld havde vi “Der grünen mann” med. Vi ankom lidt sent til vores hotel, da der var kø i Elbtunnellen, og vi fik derfor lidt sent aftensmad. Efter lidt nøglepanik på hotellet, kom vi lidt sent i seng. Næste morgen var der afgang mod Bremen kl. 7:00, og vi var klar til Classic showet, og efterfølgende shopping kl. 9:00.
Vi gik rundt i hallen og så mange forskellige flotte biler og boder.
Mens vi gik rundt i hallen, var der en konstant summen, der lød som “Kreidler, Kreidler, Kreidler”. Det viste sig at være Jens der brummede, og da vi langt om længe fandt vi frem til en Kreidlerbod, blev Jens endelig tilfreds.
Udstillingen rummede også mange særlige tohjulede knallerter, scootere og motorcykler, samt andre væsner.

Resten kan læses i klubbladet.

Stig Jensen

2020-01-25 – 50cc – Besøg hos Mopedspeed

Der findes desværre ingen beskrivelse af dette arrangement.