2020-01-31 - Bremen Classic Motorshow

2020-01-31 – Bremen Classic Motorshow

Den årlige tur til Bremen startede i Viborg. Vi var en flok på ca. 20, der havde bageste afdeling af bussen, hvor der i år var en dejlig ro i bussen, da formanden Bygholm ikke var med, men til gengæld havde vi “Der grünen mann” med. Vi ankom lidt sent til vores hotel, da der var kø i Elbtunnellen, og vi fik derfor lidt sent aftensmad. Efter lidt nøglepanik på hotellet, kom vi lidt sent i seng. Næste morgen var der afgang mod Bremen kl. 7:00, og vi var klar til Classic showet, og efterfølgende shopping kl. 9:00. Vi gik rundt i hallen og så mange forskellige flotte biler og boder. Mens vi gik rundt i hallen, var der en konstant summen, der lød som “Kreidler, Kreidler, Kreidler”. Det viste sig at være Jens der brummede, og da vi langt om længe fandt vi frem til en Kreidlerbod, blev Jens endelig tilfreds. Udstillingen rummede også mange særlige tohjulede knallerter, scootere og motorcykler, samt andre væsner. Efter en lang formiddag, hvor vi travede rundt i alle hallerne, var vi blevet godt tørstige, og besluttede at det var tid til en lille “sniger”. Efter en længere pause drog vi ud i parkeringskældrene, og så på de mange flotte private biler, der var udstillet der, og priserne der, var mere realistiske, end dem udstillerne krævede. Vi fik brugt en time på at kigge på bilerne, og gik derefter tilbage i hallerne, hvor vi så resten af de flotte køretøjer. Godt trætte, efter over 11 km gang rundt i hallerne, satte vi os ind i bussen igen kl. 18:00, og turen gik hjem til Viborg/Aalestrup.

Stig Jensen