2019-08-21 - Weekend i Vendsyssel

2019-08-21 – Weekend i Vendsyssel

Onsdag den 21. August.
Vi kørte fra Aalestrup kl. 10:50, og tog turen ad små veje op til Aggersund. Vi kørte over Farsø mod Fredbjerg, Hyllebjerg, Overlade, Vilsted, Vindblæs, Løgstør og nåede så til Aggersundbroen. Der var 12 biler og ca. 25 mennesker. Vi nød vores madpakke, og hyggede os lidt, inden vi kørte videre. Turen gik videre mod Brovst, Udholm og op efter Moseby. Vi kørte forbi Etly Klarborgs butik med nisser. Videre mod Pandrup til Saltum Kirke. Så drejede vi mod Kettrup og ind til Grønhøj Strand Camping. Vi fik vores nøgler udleveret til hytterne og afleverede kager til lørdag til træffet, som vi havde medbragt. Så var der ellers udpakning og opsætning af teltet. Derefter var der fælles eftermiddagskaffe med kage til i teltet. Kl. 7:45 kørte vi fra campingpladsen mod Biersted Kro, hvor vi skulle ind og have stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Det var dejlig sprødt flæsk, og der var rigelig af det. Vi var 28 stk fra klubben, så der var fuldt hus. Der kom flere, som også gerne ville have flæsk, men de havde ikke bestilt, så de måtte gå igen. Folk kom i flere hold, og gik ligesom de var færdige med at spise. Vi kørte fra Biersted Kro og tilbage til campingpladsen igen. Om aftenen var der kaffe og hyggesnak i teltet.

Torsdag den 22. August.
Dagen startede med morgenkaffe og rundstykker i teltet, og så skulle vi ellers være klar til at køre kl. 9:45. Vi skulle ud og se Birkelse Hovedgaard, som ligger ved Fristrup. Birkelses historie går tilbage til 1202, da stedet var ejet af Vitskøl Kloster. Gården ligger ved Ryå, som snor sig igennem parken. Gårdens første ejer var Kronen i år 1200, og den nuværende ejer er Jørgen Christian Skeel, som overtog gården i 1993. Der var en, der viste os rundt i bygningerne, kæmpe stuehus i flere etager, meget gammelt, men flot. Hovedbygningen ved Birkelse Hovedgaard er opført i 1555-1697, og ombygget i 1819 efter en brand, hvor der blev bygget nye længer. De nye længer er fra 1843 og 1868. Der var også en kæmpe stor park, hvor Ryå snoede sig igennem, og hvor man kunne se spor af den gamle voldgrav. Landbrug, skov og et rigt dyreliv danner rammen om Birkelse Hovedgaard, som i dag driver landbrug med planteavl og produktion af juletræer og udlejning af jagtarealer, græsarealer, ejendomme og lagerfaciliteter. Der er derfor også brug for en ordentlig maskinpark, som vi også var ovre for at se. De havde ikke mindre end 11 robotplæneklippere til at slå alt græsset. Rigtig flot gård og park med en spændende rundvisning. Vi kørte fra Birkelse Hovedgaard og efter Aabybro, hvor vi spiste vores madpakker lidt uden for byen, hos Helle og Karl Henriks datter Nadja. De var ved at bygge en ny lade/maskinhus, hvor vi kunne sidde inde i og spise i tørvejr. Da vi kørte tilbage var vi omkring Meny i Saltum, og handle ind til at grille om aftenen. Det er en meget stor og flot butik. Om eftermiddagen var der krolf tunering ovre hos Ulla og Ole på plænen ved deres sommerhus. Vi gik derover, men det begyndte at regne, så der blev drukket kaffe i stedet for. Der var et enkelt hold, som nåede at spille inden det begyndte at regne, og det blev bare ved med at regne. Men på trods af at det regnede gik Martin ude og trænede til næste år, for det havde gået lidt skidt med slagene, da han spillede tidligere på eftermiddagen. Nu vil han have lavet et par huller i haven hjemme hos sig selv, så han rigtig kan træne. Han bliver nok super til næste år. Det blev besluttet, at de andre hold skulle spille fredag eftermiddag, når vi havde været på tur. Vi grillede til aften og Grethe og Ove Haubro gav pølser med brød til aften. Det var nogle Grethe havde vundet. Mange tak for det. Til kaffen i teltet om aftenen fik vi lagkage med fløde, det var lækkert.

Fredag den 23. August.
Vi stod op til en dag med regnvejr, så det var lidt træls, for vi havde besluttet, at vi ville ud og se sandskulpturer i Blokhus. Da kl. blev 10 startede vi bilerne og kørte. Vi var 8, der tog derud, mens andre kørte til Løkken for at se på butikker og handle lidt. Der blev fint vejr, og det var så flot med skulpturer af sand, træ, jern og sten. Imponerende og det var holdt så fint. Bagefter kørte vi en tur ned til stranden og så vandet. Der var lidt bølger på vandet. Derefter kørte vi op i byen for at finde en parkeringsplads vi kunne holde på, mens vi tog en lille travetur i byen, kiggede på butikker og handlede lidt. Så fortsatte turen ellers hjemad, for at spise middagsmad i teltet, inden vi skulle over og spille krolf. Der var 3 hold, som ikke spillede torsdag, da det regnede, så nu var det deres tur. Det gik vist godt for de fleste spillere, men resultatet måtte vi vente med til om aftenen. Vi skulle også grille fredag aften, og vi var ca. 35 til at spise, da der var nogle, der var taget hjem, og så var der kommet nogle nye til. Efter at vi havde grillet, var der præmieuddeling til krolfholdet, som havde det mindste antal fælles slag. Det blev Lis, Teddy, Jørgen og Kenneth. De fik Johnny Madsen shampo (den til træt og viljelløst hår) og sæbe. Der var også præmie til den person, som havde det mindste antal slag, og det var Steen. Pigalop havde brugt flest slag, så hun fik en lille køletaske. Ud på aftenen fik vi pæretærte med flødeskum og creme fraiche, som Dorthe havde med. Det er blevet en tradition om fredagen. Mange tak for det Dorthe.

Lørdag den 24. August.
Vi startede med morgenkaffe i teltet kl. 8 og så skulle vi være klar til at køre fra P-pladsen foran campingpladsen kl 9:45. Vi var 22 biler, der startede ud fra Campingpladsen, videre mod Saltum og ud til Vildmosen, hvor vi skulle ud til en gård, som har Vildmose kartofler. Stedet hedder Vildmosekartoflen I/S og vi skulle se, hvordan man sorterer dem, inden de bliver sat på køl, og hvordan man pakker dem. Der var en, der viste os rundt og fortalte om håndtering af kartofler, og hvilke sorter de har, og måden de anvender til at holde dem friske hele året. Vi sad udenfor og spiste vores medbragte mad. Der var dejlig solskin, og inden vi kørte derfra, fik vi nogle Vildmose kartofler med hjem, som vi skulle smage. Så gik turen ellers tilbage til campingpladsen, hvor der var træf for veteranbiler fra Aalestrup Classic og andre klubber. Der blev serveret kaffe med kage til, som deltagerne fra Aalestrup Classic havde sponsoreret. Hver bil skulle komme med en kage. Det plejer at være vældig hyggeligt, og i år var der fint solskin og rigtig mange mennesker. Der var ca. 65 – 70 biler, og nogle motorcykler. Alle kagerne blev spist, og kl. 15:50 var der kun 5 stykker kage tilbage. Der var omkring 200 mennesker til træffet, så det var vældig flot. Lidt senere kom Robin, da han jo skulle grille gris til aften, som han har gjort de sidste par år. Rigtig godt og mørt med kartofler og salat til. Det er rigtig godt kan I tro. Han skulle lave meget mad til aften, da vi var 51 personer til at spise, så der var fyldt op i teltet. Til kaffen om aftenen blev der serveret vafler, som Else og Pia stod for, da Arne og Inga ikke kunne være med i år. Vaffeljernene kunne vi låne med derop, så vi fik dejlige vafler, men der skulle hele 4! mand til at erstatte Arne med at bage dem.

Søndag den 25. August.
Vi stod op til dejlig solskin og nød morgenkaffen i teltet. Derefter skulle der tørres telt og pakkes, hytterne skulle gøres rene, og der skulle afleveres nøgler. Nogle biler skulle tørres for dug, inden vi kørte fra Grønhøj. Så kørte vi ellers ad små hyggelige veje mod Aggersund. Vi kørte ad Marguerit ruten fra Hune og ud til Rødhus igennem Tranum Klitplantage til Halvrimmen og Brovst. Videre af ruten til Tannerup, over Bejstrup og til Aggersundbroen, hvor vi holdt og spiste vores middagsmad. Vi var 7 biler, der gjorde holdt, og derefter tog vi afsked med Else og Martin, som skulle til Halkær. Resten fulgte med videre og kørte til hver sin bopæl. Vi var i Aalestrup kl 15, og så skulle der pakkes ud, og bilen sættes i garage.

Det var de feriedage i Grønhøj, de første dage med lidt regn, men de sidste dage med fint solskin. Rigtig gode dage med hygge og samvær i veteranklubben.

Jytte Kristensen