2019-07-03 - 50cc køretur omkring Mariager Fjord

2019-07-03 – 50cc køretur omkring Mariager Fjord

Den 3. Juli 2019 havde Tina og Jørgen lavet knallerttur fra Redsø. Omkring 30 forventningsfulde deltagere var mødt op, da Jørgen kaldte til samling – med sit jagthorn. Vi kørte til Kielstrup, videre over Karls, men før vi nåede dertil, måtte Martins knallert opgive. Jeg så det ikke selv, men har det fra et meget troværdigt øjenvidne. Knallerten stoppede. Den havde sat sig fuldstændig fast i motoren, og måtte læsses op på traileren. Godt, vi havde følgebil med. Da knallerten var læsset, kørte vi videre, forbi Låenhus, som er hjemsted for Oue-Valsgård spejderne, hvor en masse mennesker rumsterede. Jeg tror det var en spejderlejr. Der var blandt andet en campingvogn med fortelt, hvor nogen sad og hyggede sig. Vi kørte videre, ned til Høllet, forbi selvbetjeningsishuset, hvor vi dog ikke stoppede. Selve ruten? Der var meget stejle bakker. Der var løst grus og sand. Der havde Jørgen virkelig fundet udfordringer for de fleste! Men vi forsatte ufortrødent. Vi kørte videre til Stinesminde fiskerleje, som er endnu en dejlig plet, langs Danmarks smukkeste fjord. Her var en stor pause med forplejning. Der var en masse ”kloge hoveder”, der samlede sig om Martins knallert, og kom med en masse gode råd, men ingen gjorde noget ved det. Måske samles de netop dér, for det var også ”fouragebilen”, der var øl, vand og slikskåle i traileren. Der var en masse snak, mens en mørk sky samlede sig over stedet. Vores pause var slut, inden den gav vand. Så skulle vi ase op ad stejle bakker IGEN, OG I STRID MODVIND! Dog var det, denne gang, på asfalt. Vi kom igennem Stubberup og Monstrup. Flot kuperet terræn, og herfra tilbage til udgangspunktet i Redsø. Tina havde sørget for rigtig dejlig varme i værkstedet, og et flot dækket kaffebord med hjemmebag. Det var det første, jeg så, men mændene var selvfølgelig mere interesseret i alle de knallerter, der var linet op. Er der omkring 10? Til sidst lykkedes det at få alle samlet omkring bordene. Og der fik vi en lærerig forklaring af Jørgen på, at knallerter, uanset mærke, er inddelt i grupper: med eller uden træsko, med eller uden stempelringe, halv olie, halv benzin mv. Jeg kan ikke huske alle grupperne, men vil på det kraftigste opfordre til, at Jørgen får det på skrift, så man kan flotte sig i sin gruppe. Det hyggelige samvær ved bordene var ganske, som det plejer at være, med en masse ”tom” snak og gode spydigheder.

Vi vil sige tak til Tina og Jørgen for det fine og udfordrende arrangement på denne blæsende og ”stormfulde” aften.

Jette Bjærge