2019-02-01 - Tur til Bremen Classic Motorshow

2019-02-01 – Tur til Bremen Classic Motorshow

Vi mødtes 16 mand ved Q8 tanken/grilhytten ved Ringvejen i Viborg kl. ca.11:30. Nogle af os kunne nemt nå, at komme ind på grillen, for at få lidt føde fyldt i mavesækken. Ca. kl 12:00 ankom bussen til opsamling, og vi steg på. Vi havde som sædvanligt booket de bagerste pladser i bussen, og de var heldigvis ledige. Næste stop var Tilst, hvor de sidste 4 personer fra klubben steg på. Så kørtes der ned gennem Jylland, hvor sidste opsamling var Rødekro. Stemningen var god, snakken gik og mobningen var allerede i gang. Der blev også skålet både i øl og kaffe. Sulten meldte sig ud på eftermiddagen, og bussen kørte ind på en rast/cafeteria, som vist nok hed Høga-Berge. Vi fik lidt at spise, og fik gjort toiletbesøg. Næste stop ville være vores hotel. Nogle fik sig en bette lur, og andre skålede lidt. Kl. 19 ankom vi til hotellet, hvor der var udlevering af nøgler til vores værelser, og tasker og bagage blev sat på plads. Der var spisning kl. 19:30. Maden, en 3 retters menu, var ganske god, og det var mørke tyske bier selvfølgelig også. Snakken gik lystig, men vi kunne godt mærke, at vi var ved at være lidt brugte. Kl. 22 var gassen så småt gået af os, og vi begyndte at gå til køjs. Efter en rimelig nattesøvn stod vi op kl. 6, og gjorde os klar til morgenmaden. Efter vi var blevet fodret af steg vi på bussen kl. 7:45, og kørte mod Bremen Classic Motor Show. Vi ankom efter en lille times kørsel, og fik parkeret bussen. Der var allerede kø ved billetlugerne, men vi fik købt billetter, og var spændte på, hvad dagen ville bringe. Man fornemmede straks, at dette er stort sammenlignet med, hvad vi er vant til at se både i Fredericia og Herning. Aage, Stig og jeg blev hurtigt enige om, at vi vist passer godt til at gå sammen. Der var i hvert fald ikke chance for, at Stig blev væk for os, for man kunne altid høre hans muntre stemme. Alle som har prøvet, at være til sådan et messestumpemarked kender sikkert til, hvor spændende og interessant sådan et sted kan være. Dette er svær at skrive om i detaljer, men skal opleves. Omkring kl. 12 var der ved at være tæt trafik på gangene, så det gav lidt kø. Kl. 13 begyndte sulten at melde sig, og vi blev enige om at finde et sted, for at få lidt at spise, og det lykkedes. Vi talte også med nogle danske udstillere af både biler og dele, som havde stand der. Sidst på eftermiddagen var bentøjet også blevet trætte og brugte. Busafgangen hjem var kl. 18, så vi begyndte at gå ud for at finde bussen. Dem, som havde købt nogle varer, fik disse læsset i bagagerummet. Så var vi klar til afgang nordpå. Der blev snakket en del om, hvad vi havde set, købt og oplevet. Flere af os tog en “Morfar”. Selv Stig sov et par timer, så der var meget stille bag i bussen. Vi var også godt brugte på det tidspunkt. Ved 21 tiden kørte bussen ind på en rast/cafeteria, hvor vi igen skulle have lidt fyldt på depoterne. Der var også tid til toiletbesøg. Der blev læsset af et par steder op gennem Jylland, inden vi ankom til Viborg kl. 1:30 Her steg vi 16 mand af bussen, tog afsked, fandt vore biler, og kørte mod Aalestrup. En fantastisk tur og oplevelse, sammen med en masse rare mennesker. Det var første gang undertegnede var med til Bremen Classic Motor Show.

Ernst B Jensen