2018-08-22 - Weekend i Grønhøj

2018-08-22 – Weekend i Grønhøj

Onsdag den 22. August.
Vi startede fra Højtoften ved 11 tiden, efter at Kenneth og Jørgen havde hentet BelAiren og pakket den. Vi kørte over Aars mod Aggersundbroen, og til rastepladsen på den anden side af broen, hvor vi mødtes med de andre (16 stk.) for at spise vores medbragte middagsmad. Der var fin solskin. Efter frokosten gik turen mod Grønhøj. Klokken var 12:50, da vi forlod pladsen, og kørte efter Brovst, videre op mod Birkelse og Rødhus, og derefter mod Hune. Vi kørte ad Marguritvejen, en rigtig flot køretur gennem klitstrækninger og skov. Nogle enkelte steder kunne vi se vandet. Videre fra Hune mod Saltum, forbi Egnssamlingen, som vi var inde at se sidste år. Så gik turen ellers mod Grønhøj Strand Camping, hvor vi var kl. 14:00. Vi fik udleveret nøglen til hytte 1, og vi fik afleveret de kager til fryseren, som jeg havde bagt til om lørdagen. Vi fik pakket ud og tømt bilerne. Mændene og nogle af damerne gik i gang med at
sætte det store telt op, hvorefter der var fælles kaffebord, hvor vi sad og hyggede os, inden vi skulle gøre os klar til at køre fra pladsen kl. 17:00. Vi var 9 biler fyldt med personer, som skulle til Biersted Kro, og have stegt flæsk med persillesovs. Det er en tradition onsdag aften. Det er meget hyggeligt, smager bare godt, og der er rigeligt af det. Der er nogle fra Gedsted, heriblandt Pigalops mor og far, der tager turen derop, for at være sammen med os og få stegt flæsk. Da vi kørte fra Biersted Kro og hjemad, gik turen ud over Store Vildmose og Saltum til Grønhøj. Så skulle der stilles borde og stole op i teltet, som Ove Haubro havde med på lastbilen, inden der kunne serveres aftenkaffe. Derefter var der hygge i teltet.

Torsdag den 23. August.
Vi startede dagen med lidt småregn, mens vi drak kaffe i teltet, inden vi skulle på en køretur, som Ove Haubro havde lavet. Vi skulle være klar til at køre kl. 10:00, så der skulle smøres en madpakke, som vi skulle have med til middag. Turen gik omkring Saltum Kirke, hvorefter vi kørte ud efter Store Vildmose og til Tylstrup mod Hjallerup, hvor vi skulle ud på en stor gård lidt uden for Hjallerup. Ejeren Finn Thomsen har en lille privat samling med biler, traktorer og mange andre forskellige ting. Han har også udstillet nogle køretøjer på mekanisk museum inde i Hjallerup. Han har blandt andet bilen, “Den gule enke”, som er den bil, der blev brugt i filmen “Olsen Banden i Jylland”. Den var rigtig flot, og det var meget sjovt at se, nu hvor den er blevet restaureret. Vi spiste vores medbragte madpakke oppe i en frokoststue, de havde oppe over samlingen. Der var mange biler linet op på den store fine gårdsplads. Flot gård og stuehus med en park. Da vi kørte derfra, gik turen tilbage til Tylstrup og igen ud over Vildmosen, tilbage til Saltum, hvor vi skulle have benzin på, og ind og handle i Meny. Der var flere af de andre, der også skulle have købt ind til aftensmaden. Da vi kom tilbage til campingpladsen, snakkede vi lidt om, om der var vejr til at spille Krolf. Vi blev enige om, at vi altid kunne gå over i sommerhuset til Ulla og Ole og drikke kaffe, og så se om der var stemning for at spille. Ulla havde bagt kage, og nogen gik direkte til kaffen, mens andre gik i gang med at spille. Da vi havde spillet syv huller, begyndte det at regne, så vi gik ind og fik kaffe/the med dejlig kage til. Da der var gået lidt tid, blev der tørvejr, og vi fik spillet de sidste huller. Lars og Else lavede “hole in one” en gang hver, så det var flot, ellers gik det vist godt med begge hold. Fredag skal de sidste hold spille, hvis vejret holder. Da vi gik fra Ulla og Ole, gik vi over på Magdalenevej, hvor min storebrors datter har et sommerhus og aftalte med dem om en køretur fredag. Om aftenen skulle vi grille, men da det i mellemtiden var begyndt at regne meget stærkt, var vi spændte på om det kunne lade sig gøre. Vi fik grillet kødet, men kartoflerne satte vi i ovnen. Mens vi spiste regnede det meget stærkt, men ud på aftenen holdt det op igen, og der blev tørvejr. Ellers var der hygge i teltet, og kaffe med rutebillagkage, som Else og Pigalop havde lavet til os.

Fredag den 24. August.
Vi fik morgenkaffe i teltet, hvorefter vi kørte på Magdalenevej, hvor vi skulle hente min storebror og hans kone. Derefter kørte vi en tur til Blokhus, men det begyndte at regne, så vi holdt nede ved stranden indtil det stilnede af. Så kørte vi en tur ud igennem sommerhusområderne og tilbage til Blokhus igen, hvor der så var blevet tørvejr, så vi kunne gå en lille tur. Derefter kørte vi hjemad, og var omkring Meny og handle. Vi fik smørrebrød hjemme i sommerhuset og derefter kaffe, hvorefter vi kørte tilbage til campingpladsen. Der var nogle, der var ovre og spille krolf mellem regnbygerne. Så blev det ellers vejr, til at vi kunne sidde ude og nyde solen. De nye begyndte så at møde ind til deres hytter og campingvogne. Vi skulle jo grille til aften igen, og håbede på, at det holdt tørvejr. Det gjorde det ikke helt, men nok til at alle fik grillet. Dorthe havde pæretærter med til kaffen igen i år. Det var dejligt, og de smagte godt. Derefter skulle der deles præmier ud til de bedste i krolfturneringen. Præmierne var sponsoreret af Michael Ullerup fra Eurodeal. Bedste hold var Teddy, Aage, Ove og Anne Laura. Der var også præmie til den, der havde mindst slag, og den måtte Anne Laura og Ove deles om. Aage fik præmie for den, der havde brugt flest slag. Han fik et håndklæde til at tørre tårerne væk med. Det synes alle var meget sjovt.

Lørdag den 25. August.
Dagen startede med morgenkaffe i teltet med dejligt solskin. Vi skulle have smurt madpakke, og være klar til at køre kl. 9:30 på en tur, hvor vi skulle ud og se, hvor et fly var faldet ned i en mose ved Birkelse under krigen, og først fundet 70 år senere af den dengang 14 årige Daniel Rom Kristiansen og hans far. Da vi skulle køre fra parkeringspladsen kunne Henrik Stück ikke starte Baronessen, så Arne måtte hjælpe med at trække den igang. Vi kørte fra campingpladsen og ud til Saltum kirke, hvorefter vi kørte ud af vejen til Fårup Sommerland, drejede fra og kørte ad små veje til Kaas. Videre ud efter Moseby, til en stor gård, som hedder Solbakken, hvor parret som drev gården, havde 600 køer og 400 mink. I laden havde de flydelene fra det tyske Messerchmidt fly, som var blevet gravet op af mosen bag ved gården, efter at sønnen Daniel havde fundet det med en metaldetektor. Daniel og hans far Klaus var gode til at fortælle om oplevelsen med det fundne fly, og alt det påstyr fra pressen. Vi fik middagsmad uden for, men måtte i hast pakke sammen, da det begyndte at regne. Det blev dog hurtigt tørvejr igen, og vi satte næsen hjemad. Turen hjemad gik ud over Rødhus, Blokhus klitplantage til Hune. Videre ad Marguritvejen fra Hune til Saltum, og ud til parkeringspladsen foran Grønhøj Strand Camping, hvor der skulle være træf med veteranbiler fra Aalestrup og et par andre klubber om eftermiddagen. Der var kaffe og kage til alle udstillere og besøgende. Det var de deltagende fra Aalestrup klubben, der hver især havde medbragt en kage. Da træffet var slut, gik vi en tur ned til stranden, og så bølger på vandet. Derefter ventede vi på at den helstegte pattegris skulle blive grillet færdig, så vi kunne spise. Lige som de sidste par år, havde vi lavet aftale med Robin om, at komme og grille gris til os. Menuen: Helstegt pattegris med blandet salat og kartofler i en lille pakke stanniol med olie og krydderier stegt på grillen. Det var virkeligt lækkert. Senere på aftenen var der aftenkaffe med vafler, som Arne plejer at bage. I år havde han fået hjælp af Iben og Mikkel til at bage dem. De smagte rigtig godt, og det er en dejlig tradition.

Søndag den 26. August.
Det havde regnet om natten, men blev solskin, da vi skulle have morgenkaffe i teltet. Vi hyggede os lidt, inden der var oprydning. Teltet skulle lige tørre, inden vi kunne pakke det sammen. Hytterne skulle ryddes og gøres rene. Nøglen skulle afleveres, og vi fik sagt farvel og på gensyn til næste år. Derefter gik turen hjemad fra Grønhøj mod Saltum til Åbybro, videre mod Halvrimmen og Brovst. Ved Tingskov drejede vi fra og kørte mod Aggersundbroen. På parkeringspladsen lige før broen gjorde vi holdt, for at spise vores madpakke, som vi havde smurt oppe i hytten, inden vi kørte. Vi var 8 biler. Derefter gik turen ellers hjemad til Højtoften, så vi kunne få tømt bilen og sat den i garage. Derefter var Jørgen og Kenneth nede i klubhuset, for at hjælpe Ove med at tømme lastbilen.

Det har været alle tiders tur, men vi kunne godt have haft lidt bedre vejr.

Jytte Kristensen