2018-06-06 – 50cc Knallerttur fra Gedsted

Uro i garagen.
Louis har to gange været i Sverige på maxien. Det er jo gået over al forventning, og alligevel køber han en mere – et nummer større. Den gamle Puch bliver der godt nok nusset om, men mest den nye tilflytter. Den trænger måske også mere til det, men den lille Puch føler sig overset. Vi snakkede om problemet, og blev enige om, at jeg kunne låne Maxien, når den anden skulle testes, så begge to kom med. Da Louis stod i garagen, og meldte os til, til denne tur, skete der et eller andet – noget positivt. Jeg tror personligt, de (knallerterne!) også glædede sig, som Louis gjorde allerede FØR han meldte os til. Det var nok kun mig, der var lidt tilbageholdende – køre knallert omkring 30 km! Men hvad gør man ikke for ro i garagen? Grunden til, at Louis var forventningsfuld til netop denne tur, var blandt andet, at jeg skulle med for første gang, og det var første længere tur på den nye knallert, og fordi det er hans fødeegn. Det ville blive rigtig spændende for ham at genopleve netop de steder, hvor han kørte med sin far i lastbilen, rundt med foderstoffer for Gedsted Mølle, og samtidig se nogen af de steder, hvor han og hans søskende legede som børn, sidst i halvtredserne. Louis boede sammen med sin mor, far, storebror Ivan og storesøster Bente i det lille røde hus ved møllen. Vi så det. Det er der endnu. Jeg må hellere fortælle, at han SLET ikke blev skuffet. Nå! – Så kom dagen. Den 6. juni 2018. Om jeg glædede mig? Nej, det tror jeg ikke, men min trøst var nok det pragtfulde vejr, som Villy helt sikkert havde bestilt, og fået. Herhjemme i indkørslen rumsterede Louis, det var tydeligt at se, at han glædede sig. Og HVER gang han spurgte om jeg ikke var spændt, og glædede mig, måtte jeg jo sige ja, for det ville da være synd at ødelægge hans dag. Traileren blev gjort klar, og knallerterne blev kørt op, og spændt forsvarlig fast. Det blev tjekket og dobbelttjekket, om de nu også stod fast. Jeg tænkte mere på: Er det for koldt uden trøje? Skal jeg tage en jakke med? Mon jeg får brug for vand? Hvad gør man på sådan en tur, hvis man nu lige skal på wc? Og det værste: Hvis knallerten gik i stå, så skulle jeg have assistance (Louis havde dog sagt, at der altid står folk klar til at hjælpe) da jeg overhovedet ikke har noget begreb om, hvad problemet kunne være. Men den lille Puch har nu to gange været på en lang tur helt oppe i Sverige og sammen med svenskere. Det klarede den til UG, så sølle 30 km, hvorfor skulle noget gå galt? Og oveni alt dette: Hvad skulle jeg dog snakke med alle de mænd om? Dem der bare ved ALT om knallerter? Jeg lavede en plan B. Hvis det gik over gevind, så måtte jeg hoste op med lidt erfaring om syltning af pickles, partering af grise, og hvad man ellers kan få ud af det. En gang syltede rødbeder kunne jeg vel også diske op med. Ikke fordi jeg har en skid forstand på noget af det, men bare det lyder overbevisende, så pyt da med en lille hvid løgn. Bare historien er god.

Turen
GPS’en blev indstillet på Fasanvej 6 i Gedsted. Undervejs måttevi lige gøre et holdt. Knallerterne skulle lige tjekkes. Stod de mon nu stadig fast? Et lille ryk i stropstrammeren skal der vel altid være plads til? Så nåede vi adressen og hold da op alle de gule veste, der stod der. Der var gule veste med shorts. Der var gule veste med langebukser, og nogen havde kortærmet bluse på, og andre havde langærmet på. Mine tanker gik til kassen bag på knallerten, hvor jeg havde en lille trøje og en jakke. Jeg havde kortærmet på. Så her var jeg helgarderet. Nu er jeg jo en meget genert type, så jeg stod lidt og vurderede, hvad der lige skete omkring mig. Man siger, når kvinder er samlet, lyder det som en hønsegård: “Jamen, jøsses dog”, det er da slet ingenting mod, hvad jeg stod lige midt i. Snakken gik. Når man ikke lige havde andet at snakke om, var der altid et tændrør, en strålespids, en gearing, en kobling og totaktsolie. Jeg havde en lille fornemmelse af, at der var et eller andet med Yamaha- og Puchkørerne imellem. Måske tager jeg fejl? Nu er det som sagt, ikke noget jeg har den store forstand på, så jeg gik ned mod garagen, og duftede den skønne rose, der lige stod der. Jeg så også, at margueritterne var ved at afblomstre. Vores er slet ikke i blomst endnu. Nå, det var et sidespring. Nu var jeg klar til at hilse på alle de gule veste, som hver og en indeholdt et helt unikt menneske, med hver sin historie, men det kommer jeg ikke ind på. Der blev hilst og snakket. Lidt over kl. 19, sagde den en af de orange veste (Villy), at nu var vi klar. Og så blev der larm. Tak skal du have, for en larm. Heldigvis for naboerne var vi hurtig væk, alle 29 knallerter. Sikke et syn (jeg har tidligere set det på Facebook), så mange gule veste, to i orange og en helt uden (det burde påtales!). Jeg var slet ikke klar over, at der fandtes så mange forskellige modeller af knallerter. Vi kørte i den flotte danske natur, der viste sig fra sin allerbedste side. Til Vesterbølle, Lerkenfeld, Svingelbjerg, Ullits, Foulum, Hestbæk og Hvalpsund. Hvalpsund blev alle knallerterne parkeret i en flot række, så man rigtig kunne nyde synet, og det var der minsandten også mange, der gjorde. Der var rigtig mange, uden gule veste, der tog billeder, og de snakkede nostalgi kunne man høre. “Ej, se en Puch Maxi, det var min første knallert”, kunne man høre folk stå og sige. Jeg hørte INGEN nævne Yamaha, nå, men det er der måske en grund til. Det vil jeg ikke komme ind på. Jeg ved jo ikke noget om knallerter. Her i Hvalpsund var turen cirka halvvejs. Vi holdt omkring et kvarters pause, hvor der var tid til en øl eller sodavand og lidt sparken dæk – hvis man da havde de behov, og ellers gik snakken igen. Den orange vest rørte på sig, Villy kaldte til opstart. Jeg må huske ørepropper, hvis jeg får lov at komme med en anden gang. Så blev der larm, måske lidt mere end hjemme på villavejen. Her fik den måske lidt mere gas, end det var nødvendigt. Her var jo dem, der havde haft Puch, som deres første knallert, og dem der ikke nævnte Yamaha. Så var 2. etape startet. Vi kom forbi herregården Hessel, eller måske vejen dertil, jeg missede det vist. Forbi Louns Sø, videre til Alstrup og tilbage til Gedsted. Vi havde passeret landmænds marker med vandingsanlæg, hvor man kunne være blevet afkølet, men jeg blev det ikke, jeg kørte jo også på Puch. Da vi kom tilbage til villavejen “smed” vi knallerterne uden hensynstagen til naboer, der MÅSKE skulle køre igennem på vejen. Det problem måtte tages, hvis det opstod. Vi kom tilbage fra turen til et dejligt kaffebord med boller, smør, ost, pålæg, kage og småkager. Og (igen) en masse snak. Jeg vil sige, på alles vegne: Tusind tak til Villy, Elin og alle medhjælperne for en fantastisk aften, og tak fordi jeg blev så godt modtaget på min første tur, hvor alle fordomme blev gjort til skamme. Jeg kunne godt fristes til at tage med en anden gang, hvis jeg da får lov at låne Puch Maxi’en. Hvad gør man da ikke for at få ro i garagen?

Jette Bjærge