2017-08-09 - Køretur fra Aalestrup

2017-08-09 – Køretur fra Aalestrup

Grethe og Ove Haubro samt Elin og Villy Pedersen, havde arrangeret en køretur onsdag den 9. August. Det var en dag, hvor sommervejret var, som vi mest kender det. Lidt sol, lidt overskyet og selvfølgelig blæst. Vi mødtes på træfpladsen i Aalestrup og ad snørklede veje skulle vi ende i Gedsted. Vi var 20 biler, en lastbil og en modig motorcyklist, der trodsede vejret. Nogle var modige og lod kalechen blive nede, mens andre valgte at lade den blive oppe, og skrue op for varmen. Vi kørte fra Aalestrup mod Skravad Mølle. Vejen slyngede sig igennem dale og bakker, men strabasserne var ikke større end alle sagtens kunne klare det. Vejene omkring Skarvad Mølle var som biveje er flest, men vi kørte jo ikke hurtigere, end at vi sagtens kunne undgå de værste bump. Turen gik videre mod Bjerregrav, og derefter til Hvolris Jernalderlandsby, hvor vi holdt pitstop. Der blev blev snakket, grinet og nørdet i pausen. Jernalderlandsbyen var levendegjort, men beboerne kom gående med deres madrasser på hovedet, så vi var tydeligvis kommet for sent. Det var nu heller ikke meningen, at vi skulle se landsbyen, men istedet drikke en øl eller sodavand og have et stykke chokolade. Nogle få havde glemt, at der sjældent er automatisk kørelys på veteranbiler, men det var dog rettet, inden vi kørte videre. Nu gik turen videre mod Skringstrup og Skals. Vi krydsede Skivevej uden problemer, og kørte videre til Tostrup. Mens lyset langsomt forsvandt ændrede markerne og træerne udseende, og det blev lidt skummelt. Vi kørte gennem en lille tunnel dannet af trækronerne. Det var virkelig en smuk tur, der endte i Gedsted, hvor Grethe stod klar med kaffe og brød. Alle hyggede sig og snakken gik, men en del af tiden tilbragte især mændene med at beundre Oves efterlønsprojekt.

Vi takker for en god og hyggelig tur.

Jørgen og Tina