2017-04-23 - Bustur til Ulfborg VW og retro museum

2017-04-23 – Bustur til Ulfborg VW og retro museum

Turen startede kl 10.00 på parkeringspladsen bag Hotel Hvide Kro i Aalestrup. Der var vist nogle, der ventede andre steder, men vi blev alle samlet, og turen kunne begynde. Vi kørte fra Aalestrup med Bent Koch ved rattet i en stor fin skolebus. Første stop var ved tanken i Sundstrup, hvor Holger og Ingrid steg på.Snakken gik lystigt i bussen, og Åge startede sin rundtur i bussen, hvor han opkrævede betaling. Det tog lidt tid, for der skulle jo snakkes med alle.Da vi ankom til museet, blev vi budt velkommen af Carsten og Sussi. Vi blev vist ind i cafeen, hvor der blev serveret super lækkert smørrebrød, samt en øl eller vand. Mens vi spiste, fortalte Carsten om, hvordan han var vokset op i Ulfborg, og at hans far havde Esso tanken i byen. Carsten købte sin første VW, da han var 16, men den blev solgt, da faderen havde en køber. Carsten er af den generation, hvor forældrene havde stor indflydelse på valget af erhverv, og faderen mente ikke Carsten skulle have et job, hvor han fik beskidte hænder, så han blev uddannet indenfor reservedele. Da Carsten var 19, forpagtede han selv sin første tank. Der dukkede Sussi op, og kort tid efter blev de et par. I løbet af de sidste 15 år har samlingen taget fart, og de har valgt at bygge en hal, hvor gulvet er opvarmet. Der står de flotte biler. Carsten kunne fortælle længe, og meget levende, om den måde han har fået bilerne på. Det er alle biler med en historie, og vi fik alle historierne fortalt på en meget levende og interessant måde. Den mest specielle er en VW Transporter Westfalia Campingbus fra 1963. Der blev i alt lavet 25 af denne type, hvor hele taget kunne haves. Det var en meget dyr model. Denne her blev fundet i Næstved. Den er meget sjælden, og måske findes der kun tre tilbage. Bilen står fuldstændig original. Selv opvaskebaljen er original. Dem er der vist heller ikke mere end tre tilbage af. Ejeren af den ene balje tænkte, at man måtte kunne lave penge på den, så han sendte den til Kina i håbet om, at de kunne reproducere den. Den kom tilbage i rigtig mange stumper, så nu er der kun to baljer tilbage. Carsten fortalte, at han talte med en anden entusiast, som spurgte ind til, om han så også havde den orange lampe, der hørte til bussen. Det måtte Carsten svare nej til – holdt en pause – og sagde:”Jeg har den røde”. Den anden blev helt stille, hentede kameraet og fotograferede løs. Carsten kunne jo godt fornemme, at den var ganske særlig, og han fik at vide at på daværende tidspunkt, var der kun en mere, der havde den røde udgave af lampen. For Carsten og Sussi er det ikke bare biler, de har til at stå. I de mange fine lokaler står der rigtig mange retro ting, som vi alle husker fra vores barndom. Carsten kunne også fortælle om møbelbilen fra Vejgaard Møbler, som samtidig kunne fungere som åben rustvogn. Carsten tænkte, at når han nu ikke skal have sit fuldtidsarbejde mere, så kunne det være, at han skulle slå sig ned som rustvognskører med sloganet: “Når en veteranmand dør, så er det Andersen, der kør!” Alle biler bliver der selvfølgelig kørt i. Da der var åbning af Jesperhus Blomsterpark, var de afsted i Westfaliaen samt rustvognen. Dagen sluttede af med kaffe og småkager, hvor der var mulighed for at stille flere spørgsmål. Efter kaffen myldrede vi alle tilbage i bussen, og Bent kørte os til Aalestrup. Det var super dejligt at Åge havde arrangeret
denne tur, og bestemt også dejligt at vi blev fragtet frem og tilbage i en bus, så vi kunne bare læne os tilbage og nyde dagen.

Dorthe Linnemann Filskov