2017-04-05 - Classic 50cc - Demonstration af vandpoleringsmaskine

2017-04-05 – Classic 50cc – Demonstration af vandpoleringsmaskine

For en gang skyld var det ikke gammelt mekanik, det handlede om, da ca. 50 medlemmer mødte op til vores klubaften den 5. april. Vi skulle nemlig besøge firmaet “Projektgruppen Aalestrup ApS” på Vestergade i Aalestrup. Den korte tur fra klubhuset på Vandværksvej og til firmaet i Vestergade, foregik for en gang skyld heller ikke i hverken gamle biler eller på gamle knallerter, men på gå-ben.Vi fik en spændende fremvisning af en ny teknologi, nemlig Vandpolering. Vandpolering er noget forholdsvis nyt på markedet, og er en ny måde at afrense og overfladebehandle fx aluminiumsemner på, som f. eks. motorblokke, karburatorer, topstykker m.m. Mange af os har naturligvis stor interesse i at se den slags nye spændende metoder, og de færdige resultater blev studeret nøje af de fagkyndige medlemmer. Der bliver jo restaureret mange forskellige køretøjer ude blandt medlemmerne, så mon ikke der er nogle, der skal prøve vandpolering næste gang, de har et restaurerings projekt. Det er dejligt at vi her i Aalestrup nu har sådan en maskine. Den slags plejer jo altid at stå på Sjælland med en masse dyr fragt til følge. Jeg er sikker på, at det er en mulighed, som mange af os vil benytte os af. Efter et vellykket besøg hos Projektgruppen, og en frisk gåtur tilbage til klubhuset, var kaffen klar, og Projektgruppen var vært ved pålægskagemand til os.

Tak for en god aften til både John Nørskov og Mogens Nanneberg for en spændende aften, og tak for det flotte fremmøde.

Henrik Bygholm