2016-06-05 - Grundlovstur - Skives 11 stjerner

2016-06-05 – Grundlovstur – Skives 11 stjerner

Ideen til køreturen opstod, da det gik op mig, at det netop i dagene omkring grundlovsturen var 10 år siden, at rundkørslerne i Skive blev indviet (23. Juni 2006). Under planlægning af turen har jeg brugt en lille brochure, som indeholder en masse information om rundkørslerne. Da Pigalop, Stück og jeg prøvekørte turen ca. 14 dage før, foreslog Pia at vi skulle høre turistbureauet, om det var nogle brochurer, vi kunne få nogle stykker af, så vi kunne uddele en til hver af de deltagende køretøjer. Som sagt så gjort, og de var meget venlige, og sagde at vi sagtens kunne få nogle brochurer. Så et par dage efter hentede jeg 30 stk. brochurer. På selve dagen mødtes vi i klubben til morgenkaffe kl. 9:00 og udlevering af information om dagens køretur herunder den omtalte brochure. Der var tilmeldt 23 biler og 46 personer, så det var meget tilfredsstillende, især set i lyset af at folk ikke vidste hvor dagens tur gik hen, det havde vi nemlig ikke oplyst. Kl. ca. 10 var der afgang, og vi kørte ad de små veje til Fjelsø, Ulbjerg, Lund, Ørslev Kloster, Hald, Stårup og derefter langs fjorden til Skive. Efter en kort pause lige udenfor Skive med en fantastisk udsigt over fjorden, begyndte vi på turen rundt i Skives 11 rundkørsler. Vi havde et par stop undervejs, for at sikre at alle kom med rundt. Efter turen rundt i rundkørslerne var det tid til middagspausen, som blev holdt i Ejerforeningen Egegaarden, hvor jeg bor. Det var meningen at vi skulle sidde på Ejerforeningens terasse, men vi havde knap nok fået parkeret bilerne, før folk var i gang med at sætte borde og stole op ved siden af bilerne. Det var fint nok, for jeg tror, at de der sad ude ved bilerne, hyggede sig lige så meget, som os der sad inde på terassen, for der kom jo en del folk forbi, som ville høre lidt om bilerne. Efter midddagspausen gik turen videre ud forbi Nordisk Granit Import, som har forarbejdet al granit til rundkørslerne. Her så vi alle deres spændende figurer. De har lukket om søndagen, hvilket var lidt uheldigt for os, men sikkert godt for pengepungen, så vi måtte nøjes med at kigge gennem hegnet. Herefter gik turen til Fly, over til Stoholm, og videre ud til fjorden, som vi fulgte til Virksund, hvor vi deltog i det ugentlige søndagstræf. Efter et par timer på havnen, og den obligatoriske is fra Skipperkiosken, var det tid til at bryde op og tage hjem.

Tak til alle deltagerne for en dejlig dag.

Redaktøren