2015-04-25 - Lastbiltræf

2015-04-25 – Lastbiltræf

Lørdag den 25. april blev der for 7. gang afholdt erhvervsveterantræf ved Leoka i Aalestrup. Træffet var for veteranlastbiler, veteranbusser, veterantraktorer og andre erhvervsveterankøretøjer. Træffet var fint besøgt både med hensyn til køretøjer og
besøgende. Det er jo Ove Haubro, der er koordinator for dette træf, og som noget nyt i år, havde han arrangeret nogle konkurrencer for chaufførerne på de deltagende køretøjer. Der blev taget godt imod dette initiativ, for der var mange der deltog, selvom det var frivilligt, og det er jo dejligt. En af konkurencerne gik ud på, at køre Oves fine Volvo lastbil så en pind placeret på fronten, ramte så tæt på en cirkel placeret på jorden som muligt. Umiddelbart lyder det som en ret nem opgave, men cirklen forsvandt fra førerens synsfelt, allerede når han var omkring 6-7 meter fra den, så det var faktisk ikke så nemt. Traditionen tro var Classic Bistroen også åben, og der var mulighed for at købe pølser, øl, sodavand, kaffe og kage, og det var der mange, der benyttede sig af. Alt i alt en fin dag.

Redaktøren