2014-09-13 - Lundø træf

2014-09-13 – Lundø træf

Lørdag den 13. September var der igen træf på Lundø. Vi skulle mødes ved tanken i Sundstrup, men allerede ved Brugsen i Gedsted mødte vi de første, og da vi nåede ud på Løgstørvej var der en hel flok. Jeg vil tro vi var en 12 – 15 biler der fulgtes ad fra Gedsted mod Sundstrup. Vi nåede dog ikke så langt før Kjeld måtte ind til siden. Det viste sig at der var problemer med brændstoffet, så efter at benzinfilteret var skiftet kørte vi igen. Det var dog en kort køretur, for efter nogle få hundrede meter var den gal igen. Denne gang manglede Kjeld benzin, men det var der råd for, for der var hurtig hjælp med en reservedunk. Der manglede heller ikke rappe bemærkninger, da vi nåede ud på tanken i Sundstrup, og Kjeld kørte da også den gamle grønne hen til tanken, og fik fyldt op. ☺ Ved tanken i Sundstrup var der mødt mange op. Jeg fik ikke talt hvor mange der var, men et forsigtigt gæt vil være omkring 30 biler. Specielt var vi glade for at se Ole Clausen, der havde taget den lange vej fra Djursland i hans fine BMW Isetta 300, som i øvrigt vandt som årets tema køretøj til Aalestrup Classic træf. Vi kørte derefter i samlet flok ad de små veje ud til Lundø, hvor vi som altid blev taget godt i mod. Vi har jo efterhånden været med så mange gange, at vi nærmest bliver betragtet som stamgæster, og har vores eget område. Vi er dog ikke mere stamgæster, end at vi skal komme i samlet flok for at kunne få lov at holde samlet. Men det er også fint, for vi plejer jo alligevel altid at mødes i Sundstrup og følges ad. Vel ankommet fik vi parkeret vores biler, og sat borde op og gjort klar til morgenkaffen. Der var overskyet og lidt køligt fra morgenen af, men op af dagen kom solen så småt igennem skyerne, og vejret blev helt fint. Efter morgenkaffen var det tid til at komme rundt og kigge på de mange biler. Det er altid spændende at komme rundt og kigge på køretøjerne på Lundø, fordi der er så mange forskellige. I løbet af dagen kom der flere af klubbens medlemmer til, men da vores område allerede var fyldt op, måtte de parkere andre steder. Så husk på, at hvis man vil holde samlet, så skal man møde op i Sundstrup, og følges ad, så vi ankommer i samlet flok. Resten af dagen gik med at kigge på biler og snakke med forskellige mennesker. De mange rundture på pladsen blev altid afbrudt af et stop ved vores eget område, hvor der altid var nogen at snakke med, og så blev der byttet nogle løgnehistorier. Ud på eftermiddagen begyndte folk at køre hjem efter en dejlig dag i smukke omgivelser. Her tænkes både på naturen, men også bilerne.

Redaktøren