2014-08-23 - Weekend i Vendsyssel

2014-08-23 – Weekend i Vendsyssel

Onsdag: Efter, at have afleveret hunden og Audien i pensionen, fik ”den gamle grønne”, den store remskive spændt på, da vi skulle være på Grønhøj Camping kl. 17.00. Der blev læsset af og kl. 17.15 kørte vi til Biersted kro, hvor vi skulle spise stegt flæsk. Og du jøsses, hvor vi åd. Kl. 21.30 var vi tilbage på campingpladsen, og så blev der serveret kaffe i Pia og Henrik`s hytte. Tiden gik som sædvanligt med grinen og pjatten.

Torsdag: Efter morgenkaffen delte vi os, mændene kørte til Venneberg for, at se på gamle knallerter, det var efter forlydende en knaldgod tur – pigerne tog til Saltum, for at ose og shoppe. Vi hyggede os gevaldigt uden at dankortet kørte varmt. Hjemme igen blev der lavet fælles frokost, som vi sad ude i solen og spiste. Tiden var ved at være der, hvor Grete og Ove kunne være der med telt, borde og stole, og så skulle der arbejdes. Det blev ordnet på 1 time. De er ved at være i træning. Herefter var det tid til at tænde grillen, og så var der meldt spisning og hygge. Efter grinen og pjatten og ikke for meget varme, begyndte man, at trække hjem i seng, men vi var dog 4, der satte os til at rafle, det var som om det gav lidt varme.

Fredag: Efter morgenkaffen kørte vi efter at besøge Blokhus saltcenter. Der var desværre lukket, så vi kørte til Blokhus, hvor vi osede rundt og konstaterede at pinkoden til dankortet stadig duede. Efter en tid kørte vi tilbage til Grønhøj til en sen frokost og kaffe med Gretes hjemmebag. Så var det tid til en lille ”morfar”, imens de sidste begyndte at ankomme. Kl. 18.30 blev der meldt: ”grillen er klar”, og så gik mændene i gang med at grille. Vi var efterhånden blevet 26, så der var atter drillen og hygge. Rasmus, som skulle stå for lørdagsturen, kom desværre ikke, deres søn, var blevet meget syg på vej hjem fra Bornholm og endte på sygehuset i Århus og blev opereret, så de måtte melde afbud.

Lørdag: Under morgenkaffen stod Rasmus, der pludselig og ville køre turen med os. Vi kørte kl. 10.00 fra p-pladsen, hvor vi havde vist vores biler frem for campisterne. Turen gik ud gennem Vildmosen ad små hyggelige veje til Vestbjerg, hvor vi var indbudt til, at se Rasmus’s arbejdsplads, hvor de renoverede og solgte Toyota trucks. Et interesant besøg, der endte med lidt historie om virksomheden og en opvartning, der sagde spar 5. Der blev serveret stjerneskud, øl, vand og kaffe. Derefter kørte vi til Blokhus, hvor vi var inviteret til at udstille på torvet. Der blev udvist stor interesse for vores køretøjer. Vi spiste is, og så fik vi et enormt regnskyl. Derefter serverede Pia og Grete kaffe og hjemmebag. Kl. 16.00 trillede vi stille og roligt hjemad for at slappe af. Dog måtte nogle af mændene dog op, at se hvad campingfatter gik og lavede ved hans Porsche. Kl. 19.00 var grillen klar, og mændene gik i gang med at grille, alt imens kvinderne klarede resten. Pia havde inviteret vores tyske naboer, der havde fået lov til at blive boende i Elin og Villys hytte, da de var blevet forhindret. De kom og deltog på lige fod med os andre, hvilket resulterede i en masse snak og morskab. Pia og jeg havde valgt, at sidde sammen med dem pga. sproget. Ved 1 tiden brød vi op efter en rigtig god aften, med god mad og Arnes vafler.

Søndag: Lidt morgensøvn og en kop kaffe, så var der tid til opbrud – hytterne skulle tømmes og rengøres. Teltet skulle ryddes, men det øsregnede så Ove bakkede lastbilen ind i teltet, så borde og stole kunne læsses i tørvejr. Regnen stoppede, og så kunne teltet tages ned. Så var det tid til afsked.


Tak for i år og for en knaldgod weekend.

Dorthe Sørensen