2012-08-24 - Weekend i Vendsyssel

2012-08-24 – Weekend i Vendsyssel

Traditionen med at tage en weekend til det dejlige Vendsyssel, er vi mange, der ser frem til. Vi har en god weekend i godt selskab og altid med gode oplevelser. Det var bestemt ingen undtagelse i år. Alle hytter var som sædvanlig udlejet, og jeg havde taget min lille østtyske campingvogn med til at overnatte i. For et par år siden sov jeg i telt, det lovede jeg mig selv, jeg ikke ville mere, så nu er det den “lille ny” jeg vil bruge fremover. Turen fredag gik først en tur ud til nogle Tyske bunkere, hvor der var en dejlig udsigt over havet og klitområdet. Derefter kørte vi til Løkken, hvor der blev shoppet og handlet ind til dagens frokost. På campingpladsen var der tid til lidt underholdning med spil, inden vi sprang på frokosten. Bilerne var inden frokosten sat forsvarligt i stald, for efter et par snaps til frokosten, måtte de ikke komme ud mere den dag. Lørdag formiddag gik turen mod Ryå is / Aabybro Mejeri, hvor vi skulle have en rundvisning. Inden afgang fik Jørgen et lille tændingsproblem, og vi var nogle, der blev tilbage til problemet var løst. Det var så heldigt, at der var en fhv. NSU mekaniker blandt de tilskuere, der var mødt op, så den var hurtig klar igen. Vi tog den direkte vej til Ryå, så vi var der før det første hold. Det var en super fin oplevelse at besøge Ryå is, og ejeren var en hyggelig og ganske underholdende herre. Efter frokost på Ryå is, kørte vi ud til et par ældre mennesker, der havde en stor flot have, og en flot samling af Piers Arrow biler. En enkelt Bentley var det også blevet til. Da vi var færdig med besøget, kom regnen. Der holdt faktisk ved resten af dagen, men vi havde jo vores dejlige telt med varme, så det var ikke noget problem. Den stod på hygge med grill, vafler og varme popcorn. Søndag morgen var solen igen på himmelen, og vi kunne tage teltet ned i tørvejr. Tak til alle for endnu en super weekend i den Nordjyske!

Henrik Bygholm