2012-06-01 - Open By Night i Møldrup

2012-06-01 – Open By Night i Møldrup

Den 1. juni blev der holdt Open by Night i Møldrup. NU skulle sommeren skydes i gang med et brag af en Open by Night. Man må så desværre sige, at det ikke lige var den dag sommeren ville gøre sit indtog. Men det ville handelsboder og besøgende “blæse” på. De kom i et rigtig fint antal. Spejderne havde lavet dejlig mad. De havde solgt madbilletter på forhånd, så ingen gik sultne hjem. Sidste års begyndervanskeligheder var bestemt gjort til skamme. I år var der større telt at spise i og endda med varmekanon. Ikke nogen dårlig ide, da det egentlig mere føltes som et efterårsmarked med de udetemperaturer, der var. Logistikken omkring spisetiden, som var udvidet til to timer, var perfekt. Fra skolen var der en klasse, der solgt kaffe og kage, for at samle penge til deres Bornholm tur. Den bod så ud til at gå rigtig godt. Der var et bredt udvalg af de forretningsdrivende i byen. Bl.a. tømrer, gartner, elektriker, købmand og møbelpolstrer. Butikkerne i midtbyen holdt også åbent. Dejligt med så fin opbakning til et sådan arrangement. Der var også kommet besøg af 11 flotte køretøjer fra Aalestrup Classic Bil og MC Klub. Der var bl.a. en rigtig fin Volvo lastbil. To af bilerne i flokken er faktisk filmaktuelle, fordi de er med i filmen “Hvidstensgruppen”. Glæd Jer, der bliver open by night igen til næste år, lover Møldrup Handelsstandsforening.