2011-06-19 - Aalestrup Classic Træf

2011-06-19 – Aalestrup Classic Træf

Det var dagen derpå, efter vores fest med Nordmændene lørdag aften, men vi var selvfølgelig klar fra morgenstunden. Der er altid mange forberedelser, selvom vi havde lavet meget om fredagen. Hele lørdagen var vi jo på tur med vores Norske venner. Mens vi lavede de sidste ting, begyndte de første biler at dukke op. Det fortsatte hele formiddagen og eftermiddagen, og pladsen blev fyldt op. Der kom et lille regnskyl på max. 4-5 minutter, så det var nådigt sluppet. Det regnede mange steder omkring os, og det var også synligt i antallet af tohjulede køretøjer. Der var ikke så mange i år, men til gengæld var der flere biler. Stemningen var som sædvanlig god, og der blev handlet stumper mellem bilerne, og et besøg eller to i Bistroen, blev det også til for de fleste. Traditionen tro, var der udtrækning af præmier blandt udstillerne og publikum. Vi havde som sædvanlig et par kurve fra SuperBrugsen, et par abonnementer fra Veteranposten, 3 OK benzin gavekort, og 4 x 2 vin fra Hansens Fragtrute i Hobro.
Der var selvfølgelig også præmier til de 3 bedste motorcykler og biler.
Vinderen af “Bedste Bil” blev Ib Høj med hans Buick 1916. Andenpladsen gik til Kaj Andersen med hans Saab 96, og tredje pladsen gik til Kjeld og Dorthe Sørensen med deres Vauxhall Velox fra 1954. Førstepræmien for “Bedste MC” gik til Kjeld og Dorthe Sørensen med deres flotte Derby Ferrari knallert fra 1961. Andenpræmien gik til Tage Jørgensen med hans BMW R75 fra 1973, og tredjepladsen fik Henning Jørgensen med hans Honda CB 750 Four fra 1973.
Som arrangører var vi meget tilfreds med årets træf, og vi håber at vi ses igen i 2012. Det er også klubbens 10 års jubilæum, så mon ikke vi kan finde på lidt ekstra der.

Henrik Bygholm