2011-06-18 - Besøg fra Norge og besøg hos JP Group i Viborg

2011-06-18 – Besøg fra Norge og besøg hos JP Group i Viborg

Vores Norske venskabsklub fra Stavanger “Gammelbilens Venner” havde meldt deres ankomst den 18. juni. Det var anden gang de besøgte os, og vi så frem til deres besøg. De kom i samme weekend, som vi havde vores Classic-Træf. Det var herligt, så fik de en ekstra oplevelse med. Lige som sidste gang de var på besøg, havde vi arrangeret en køretur med dem om eftermiddagen, og lavet en grillfest for dem om aftenen. Dagens tur gik til Viborg, hvor vi skulle besøge JP Group. De laver alverdens pladedele og udstødninger m.m. til især VW, Porsche m.m. En del af os mødtes ved klubhuset 9:45 lørdag formiddag og fulgtes ud til Binderup Kro, hvor vi skulle mødes med vores Norske venner. De første var ankommet om fredagen, og vi skulle lige vente på de sidste, de var på vej fra Bjerringbro fra morgenstunden.
Da vi alle var samlet, kørte vi i samlet flok over Skals mod Viborg. Vi havde igen i år motorcykeleskorte, der hjalp os igennem trafikken. De gjorde et flot stykke arbejde. Vi kørte faktisk kun fejl én gang, og det var undertegnes skyld… ;o)
Da vi var kommet på plads hos JP Group fik vi en rundvisning på virksomheden og i deres showroom. Det var ganske imponerende, både rundvisningen og showroomet. Showroomet var enestående flot og sikken en imponerende samling biler! Alle var vist imponeret over udstillingen, og vi fik en betjening i topklasse. Der manglede ikke noget. Vi fik både mad og drikke af virksomheden. Vi så også den berømte Bremsbil, og det var ham der havde bygget den fra bunden, der viste den frem. Imponerende stykke arbejde. Det eneste han ikke selv lavede var dæk og egerfælgene, utrolig at det kan lade sig gøre. Den startede og kørte fint. En fin oplevelse! På vejen hjem gjorde vi lige et lille hold på Virksund havn, inden vi tog det sidste stykke til Aalestrup. Om aftenen havde vi arrangeret en grillfest med pattegris, flødekartofler og grønt. Det var super, og vi havde en rigtig hyggelig aften sammen. Jeg tror at vores gæster havde en god og spændende dag, og vi lovede at vi kom til Norge næste år. Så nu skal vi i gang med planlægningen af turen.

Henrik Bygholm