2010-05-04 - Generalforsamling hos Rockwool

2010-05-04 – Generalforsamling hos Rockwool

Vi har jo den gode vane at vi afholder vores generalforsamling rundt om i det område, hvor vores medlemmer kommer fra. For det første, så ser vi hele tiden noget nyt, og dernæst, så er det ikke altid de samme, der skal køre langt. I år faldt valget på Hobrokanten, nemlig ROCKWOOL fabrikken i Ø-Doense. Det var en uge tidligere i år, men vejret var godt, så jeg tog da lige Heinkelscooteren. (Fiaten strejkede nemlig). Det viste sig senere at være et ret dårlig valg, men mere om det senere. Vi startede som sædvanlig med en kort velkomst inden vi fik en rundvisning på fabrikken. Desværre måtte vi ikke tage billeder på fabrikken, så derfor er der ingen billeder fra produktionen. Det var et spændende besøg og meget interessant at se hvordan Rockwool laves. Maskinen, der ligger ulden ud, står aldrig stille, så alt omstilling sker løbende i produktionen. Efter rundvisningen fortalte vores guide mere om Rockwool og historien bag, og der var mulighed for at spørge ind til det, vi havde set. Selve generalforsamlingen gik som sædvanlig uden de store sværdslag, og var hurtigt overstået. Det var nu blevet sidst på aftenen, og nu kommer jeg tilbage til det med, at det var dumt at tage scooteren. Eller rettere, det var ikke scooteren det var galt med, men min påklædning. Jeg havde kun min classictrøje og jakke på, og det blæste lige igennem. Der var så koldt den aften, at der var snevejr i Thisted, så der var ikke meget varme på vej hjem til Aalestrup. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så gennemkold, og selv om jeg straks sprang i spabadet, da jeg kom hjem, så undgik jeg ikke en forkølelse. Men så lærer jeg måske at tage min vindtætte overtræksdragt med en anden gang.