2009-06-14 – Aalestrup Classic Træf
Aalestrup Classic Bil & MC Klub indbød for 4. gang til vores årlige træf i Aalestrup. Vejret var godt, så det tegnede godt lige fra morgenstunden. Vi havde flyttet træffet fra midtbyen ud til LEOKA på Borgergade i den østlige ende af byen. Det viste sig at være et fornuftigt og godt valg syntes vi. Der er der masser af plads, og et godt overblik over køretøjerne, og der er plads til at udvide. Hvor mange køretøjer, der var der i løbet af dagen, ved jeg ikke, men jeg har da billeder af 127 stk., så det må siges at være ganske tilfredsstillende. Vi fik også besøg af mange gæster i år. Det tror jeg skyldtes, at vi havde fået en mere synlig beliggenhed. Der var gang i snakken ved køretøjerne, og der var travlhed i Classic-Bistroen, hvor de store grillpølser væltede ud over disken. Der var også godt gang i salget af klubtrøjer og nye medlemmer, kom der også til. Velkommen til jer!
Vores venner fra Norge udstillede deres køretøjer midt på pladsen, da de skulle køre igen ved 13 tiden. Det var en flot afgang de havde, med blå blink og sirene fra brandbilerne.
Klubben uddelte som sædvanlig pokaler til de bedste køretøjer, og i år blev de begge vundet af deltagere her i lokalområdet. Der var skarp konkurrence mellem de mange flotte køretøjer, og der var mange bud på, hvad ”Bedst” dækkede over. Den bedste veteranmotorcykel blev vundet af Villy Hjelm Pedersen fra Gedsted, med hans Nimbus med trailer og sidevogn. Bedste veteranbil blev vundet af Ove Haubro, også fra Gedsted, med hans flotte Volvo Starka 375 lastbil, som i øvrigt blev brugt som scene til træffet. Da vi nåede til fyraften søndag aften, var der ikke meget krudt tilbage i os. Det havde været en hård, men meget oplevelsesrig og spændende weekend.
Tak til alle udstillerne, gæsterne og ikke mindst, til alle de frivillige klubmedlemmer, der knoklede hele dagen, så vores gæster kunne hygge sig.