2009-06-13 – Køretur rundt om Mariager Fjord
Aalestrup Classic Bil & MC Klub havde besøg af vores venskabsklub “Gammelbilens venner” fra Stavanger i Norge. De var 53 personer. og de kom kørende i 25 veteranbiler. De kom fredag aften, og havde slået lejr på St. Binderup Kro. Vi havde aftalt, at vi skulle lave en fælles køretur sammen med dem, så lørdag formiddag samledes vi Danskere ved klubhuset på Vandværksvej og fulgtes til St. Binderup. Det blev til 70 veterankøretøjer, der skulle følges rundt om Mariager fjord. Jeg havde virkelig ingen ide om, hvor lang en række på 70 biler var, men det ved jeg nu – den er laaang, og man kan ikke se fra den ene ende til den anden! Vi havde aftalt at vores veteranmotorcykler skulle stoppe trafikken, hvis det var forsvarligt, så vi kunne komme hurtigt og sikkert frem. Vi havde aftalt, at vi ikke ville gøre det på hovedvej A13, når vi startede, men da konvojen rullede, besluttede motorcyklisterne nu alligevel at gøre det. Hvor stor var chancen også for at politiet kom? Den første bil Bruno stillede sig ud for at stoppe, var selvfølgelig en patruljevogn. Han blev noget lang i hovedet, men betjentene kunne godt se det fornuftige i at stoppe trafikken, så vi kunne komme over. De tændte det blå blink og lod alle 70 biler krydse hovedvejen uden problemer. Det tog nogle få minutter, så var vi alle sikkert over vejen. Vi havde en opsamling lige efter vi havde krydset A13, og vi kørte i samlet flok resten af turen. I Hobro stødte flere køretøjer til. Vi havde et holdt igen med udsigt over Kielstrup sø og Mariager fjord. Derefter fortsatte vi mod Hadsund og videre til Mariager fjord golfklub. Det er en meget smuk beliggende golfklub, og der kunne vi købe mad og drikke til fornuftige priser. Et rigtig dejligt sted som er et besøg værd. Det var en stor oplevelse at se så mange veteranbiler køre sammen. Vi blev godt modtaget alle steder, og der var ingen problemer med de bilister, der lige måtte vente 3-4 minutter på at de passerede. Motorcyklerne gjorde et godt stykke arbejde den dag! Tak for den flotte deltagelse. Det er første gang vi har prøvet at køre så mange veterankøretøjer sammen, men jeg syntes, at det gik godt, og er selvfølgelig klar til at prøve igen.
Henrik Bygholm