2007-08-24 - Weekend i Vendsyssel den 24.-26. August

2007-08-24 – Weekend i Vendsyssel den 24.-26. August

Den 24.-26. august 2007 fik vi startet op på en forhåbentlig ny tradition i Aalestrup Classic Bil & MC Klub. Nemlig en weekend, hvor vi hygger os med vores køretøjer og ikke mindst hinanden. Pia og Henrik havde taget initiativ til dette gode arrangement, og havde inviteret os til Grønhøj camping i Nordjylland.
Vi var 5 par, der bed på krogen, og tog af sted. Det var ud over Pia og Henrik, Arne og Inga, Villy og Elin, Poul og Ebba og Henrik og Heidi, som også havde deres piger, Emilie og Ida med. Vi startede med at gøre “lejren” klar. Det blæste en del, så det var godt med lidt læ. Arne og Inga havde deres gasgrill med, så der kom snart gang i pølserne og kødet. Senere på aftenen rykkede vi ind i Poul og Ebbas hytte, hvor den stod på hygge, og vafler i lange baner fra Arnes hånd. Lørdag formiddag kørte vi til Løkken. Der var vi i ca. 1½ time, inden turen gik videre til Lønstrup. I Lønstrup fik vi frokost, og fik set på det oprørte Vesterhav, inden vi kørte ud til Mårup kirke. Der var nærmest sandstorm der, men det var meget fascinerende at se, hvor tæt kirken efterhånden er på at ryge i havet. På vejen tilbage var vi forbi et glaspusteri. De var mange flotte sager, men der blev vist ikke handlet noget i denne omgang. Hjemme på pladsen igen fik vi eftermiddagskaffe, og gjorde klar til at grille. Vi flyttede over på terrassen hos Poul og Ebba på grund af vinden. Vi fik bakset noget sammen, så vi fik læ. Det var en hyggelig aften, hvor nogle gik en tur ned til havet for at se solnedgangen. Arne lavede igen hans gode vafler, og efter nogle øl og lidt vin var der sengetid. Næste morgen var der hygge og venskabelig drillen, mens vi pakkede sammen. Det var en super tur ,og jeg er sikker på at vi alle gentager den igen til næste år. Vi håber at nogle af jer vil med, så vi kan blive en ordentlig flok sammen sådan en hyggelig weekend.
Tak til Pia og Henrik for invitationen.