Nyt fra formanden

Opdateret den 6. April 2020

Nyt fra Formanden

Efter den seneste melding fra vores Statsminister her den 6. april, så er der lange udsigter til at vi igen kan lave større arrangementer. Der er lukket for større forsamlinger frem til og med august.
Hvad ”større forsamlinger” reelt betyder, bliver vi nok klogere på i løbet af forløbet og vi justerer naturligvis ind efter de retningslinjer, vi får fra myndighederne.
Det syntes jeg naturligvis er rigtig trist, men med hensynet til vores alles sikkerhed, så er det nu engang det vi må respektere og indrette os efter.
Det betyder naturligvis ikke at vi ikke kan få glæde at vores dejlige hobby. Vi kan hver især, eller med en klubkammerat eller to, stadig køre nogle ture. Vi skal selvfølgelig stadig vise de hensyn med ikke at være over 10 personer samlet, vaske/spritte hænder og ikke mindst, holde afstand til hinanden!
Overholder vi det og ellers bruger vores sunde fornuft, kan vi stadig se frem til mange gode timer med vores køretøjer.
Jeg vil løbende opdatere jer omkring klubbens aktiviteter, eller mangel på samme kan man sige.
Generalforsamlingen der er annonceret til den 13. maj, er ind til videre udsat på ubestemt tid.
Opstarten på Hobro havn, som er annonceret til torsdag den 14. maj er også udskudt på ubestemt tid.
Om det ugentlige træf på havnen overhovedet kommer i gang i år, er med de sidste udsigter, ikke videre optimistiske.
Aalestrup Classic-Træf, der er annonceret til den 31. maj, må vi desværre også aflyse og det samme gælder Grundlovsturen og Classic 50cc – Himmerlandsturen.
Alle de lokale køreture er ind til videre også aflyst, så der er desværre ikke så meget at glæde sig til denne sæson.
Men, som jeg tidligere har skrevet, så er det kun vores hobby. Der er mennesker, også nogle af vores klubvenner, der er truet på levebrødet og andre desværre også på helbredet. Det er langt alvorligere og det gør mig trist at tænke på.
Jeg håber at I og jeres familier, hver især kommer så godt som muligt igennem denne krise og at vi ses igen på den anden side til nogle gode oplevelser.

Med venlig hilsen

Henrik Bygholm